

Se billedserie
Regeringens genåbning af samfundet kom ikke, som Jesper Bertelsen, leder af Biblioteker og Kulturhuse (BOK) i Odsherred havde satset på, til at omfatte biblioteker og kulturhuse.
- Jeg regnede som en selvfølge med, at bibliotekerne kunne genåbne til marts, men sådan blev det desværre ikke. Vi havde lige holdt personalemøde online og var begyndt at lægge vagtplaner. Vi havde sikret os til en overgangsperiode med få mennesker inde ad gangen, bare et par timer om dagen, med restriktioner. Vi troede virkelig på det, men nej, siger Jesper Bertelsen.
Den manglende åbning betyder, at BOK nu skal aflyse kulturprogrammet i Odsherreds biblioteker og kulturhuse frem til 5. april.
- Her kan vi måske være heldige at få lov til at åbne, siger Jesper Bertelsen.
Han og kultur-teamet i Odsherred aflyser nu en forfatteraften i Pakhuset i Nykøbing med Annelise Marstrand-Jørgensen 3. marts. Folkekøkkenet om torsdagen, egne litteratur-saloner og »Musikakademiet« er også aflyst. Det gælder også live-streaming-arrangementer.
- Én af live-streamingerne var paradoksalt nok »Pandemier i de sidste 200 år« med professor i folkesundhed, Lone Simonsen, 16. marts. Der røg også en live-streaming fra Krimimessen Horsens den 20. marts, siger Jesper Bertelsen.
Koncerten i Pakhuset den 12. marts med med Koppel/Sonne/Binzer er også aflyst.
I PakhusGalleriet har kunstnergruppen Staffage aflyst udstillingen, der skulle åbne 1. marts.
- Vi håber at kunne gennemføre Cromisternes forårsudstilling i Pakhusgalleriet fra 27. marts, siger Jesper Bertelsen.
- Hold op, hvor havde vi ellers et godt program for marts, som vi nu må aflyse. Det er trist, siger biblioteks- og kulturhuslederen.
I februar røg det velspækkede kulturprogram under tema-overskriften »Lyd« også i vasken.
Under nedlukningen er BOK-medarbejdere begyndt at lave podcaster - såkaldte BOKcaster - blandt andre lokalarkivar Jens Hjorth Hansen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her