
Snart bliver det muligt at blive vaccineret for corona i Odsherred.
Det kommer til at foregå en dag om ugen, tirsdage, i Nordgårdshallen på A. Ladingsvej 1 i Nykøbing, ifølge Regions Sjællands hjemmeside.
- Det er jeg meget, meget glad for nu sker. Det har været en meget stor logistisk udfordring for vores medarbejdere at have kontakten, hente, støtte og hjælpe helt til Holbæk. Det har også varet noget af en opgave, at undgå, at skulle vente i halve og hele timer. Det har været en kæmpe opgave, men jeg har kun fået positive tilbagemeldinger fra borgerne og har kun stor, stor ros til personalet, siger borgmester Thomas Adelskov (S).
I alt skal der etableres yderligere 11 vaccinationssteder på Sjælland foruden de store i Holbæk, Køge, Guldborgsund, Næstved, Roskilde og Slagelse, hvor man hver dag kan blive vaccineret.
Regionens aktuelle initiativ er tilpasset de mennesker, Sundhedsstyrelsen definerer som gruppe 2 og 3, det vil sige borgere over 65 år med pleje og hjælp i hjemmet samt borgere over 85 år. Netop disse grupper tilbydes nu, fra uge 10, vaccination på et vaccinationscenter i deres egen kommune.
Senere, når Region Sjælland modtager vacciner i langt større antal, vil mange flere borgere i regionen kunne blive vaccineret i et vaccinationscenter i deres egen kommune, oplyser regionen i en pressemeddelelse.
- Det gør det unægteligt meget nemmere, og også billigere for kommunen. Så det her betyder øget komfort for borgerne, men det betyder bestemt også noget godt for økonomien i kommunen, fastslår borgmesteren, der pt. også er i forhandlinger om etablering af flere kvikteststeder udover Asnæs.
Der er åbent for pcr-tests alle hverdage i Nordgårdshallen, mens Falck kviktester tre gange om ugen i Asnæs.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her