

Se billedserie
- Det bliver formentlig ikke en ejendom, som bliver solgt på en uge. Der skal mange tanker og beregninger til for en eventuelt investor, som vil kaste sig ud i opgaven, siger erhvervsejendomsmægler Søren Mosbæk fra Nordical i Roskilde, som står for salget af de mere end 100 år gamle skolebygninger på Grundtvigsvej i Nykøbing.
Selv om der ikke bliver tale om et lynsalg, er Søren Mosbæk ikke i tvivl om, at skolen nok skal blive solgt til et fornuftigt formål.
- Der har på forhånd været interesse, og efter det nu er i offentligt udbud, har vi fået endnu flere henvendelser, siger han.
Investor skal også være forberedt på, at der går et år fra der er handlet, til overtagelse, så skolens elever kan flyttes til skolen på A. Ladingsvej i Nykøbing.
De 6.363 kvadratmeter skolebygninger midt i Nykøbing by har ingen udbudspris.
- Kommunen vil gerne have så mange penge som muligt. Men ingen ved endnu, hvor mange det er. Investorer vil være sikre på, at de kan hente de penge hjem, som de bruger på ombygningen og istandsættelse, siger han.
De gamle skolebygninger bliver ikke jævnet med jorden.
- De oprindelige bygninger og den gamle gymnastiksal skal bevares, så facaderne udadtil ikke ændres, siger Søren Mosbæk.
Søren Mosbæk forventer, at skolen vil blive indrettet med boliger, men det er ikke noget krav.
- Kom der nogen med det rigtige bud, som vil lave en højskole midt i byen, så kunne det da godt være, at Odsherred Kommune ville overveje det. Men det tvivler jeg nu på, siger Søren Mosbæk.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her