17. september 2021
Hvis du kan lide at spise vinbjergsnegle, så må du faktisk godt indsamle til privat forbrug, selv om den er fredet.
Hvis du kan lide at spise vinbjergsnegle, så må du faktisk godt indsamle til privat forbrug, selv om den er fredet.
Foto: Marianne Due
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vinbjergsneglene skyder med kærlighedspile

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vinbjergsneglene skyder med kærlighedspile
Nordsjælland - 30. juli 2021 kl. 09:04
Af Marianne Due

Det kan godt være at alting går meget langsomt i en vinbjergsnegls liv, men når det handler om kærlighedsakten, så gælder det om at være hurtig og komme først.

Vinbjergsnegle er som udgangspunkt hermafroditter, altså både af hankøn og hunkøn, men når det er tid til parring, så afgør en helt særlig biologisk funktionalitet, hvem der er hannen og hvem der er hunnen i det forhold. Sneglene har nemlig en lille 'kærlighedspil', der består af kalk og en cocktail af kemikalier, som de skyder mod hinanden, og pilen, der rammer rigtig først, vil stimulere befrugtningen af partneren.

Det fortæller biolog og seniorforsker Stine Slotsbo fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

FAKTA
  • Vinbjergsnegl, den største skalbærende snegl i Danmark.
  • Huset kan blive op til 4,5 cm højt og 4 cm bredt.
  • Jo ældre sneglen bliver, des lysere bliver sneglehuset.
  • Vinbjergsneglen er en pryd- og madsnegl, der betragtes som en delikatesse.
  • Findes især i Østjyland og Østdanmark
  • Vinbjergsneglen er fredet. Den må ikke indsamles til kommercielt brug men gerne til egen fortæring.
  • Kærlighedspilen, som vinbjergsneglen skyder med under parring, består af kalk og en slimcocktail af kemikalier. Disse kemikalier har mange effekter på den modtagende snegl både adfærdsmæssigt og fysiologisk.

Kilde: Miljøstyrelsen, mst.dk og biolog Stine Slotsbo
Findes overalt i verden

- Energiøkonomisk er det dyrest at være hunnen. Hunnen skal producere og bære æggene ligesom høns og senere lægge dem, og det koster energi. Sådan er det jo også for os mennesker. Det er hårdt arbejde at være gravid og på det område meget nemmere at være mand, siger Stine Slotsbo, der har specialiseret sig i dræbersnegle, for snegle er bare en fascinerende dyregruppe, forklarer hun videre:

- Snegle findes alle steder i verden bortset fra på Antarktis lige fra havets bund til tørre ørkener. De ligner et skrøbeligt dyr, men er meget forskelligartede og har en utrolig evne til at tilpasse sig. Og så kan de være mikroskopiske små eller store snegle.

Lever i parker og haver

I Danmark finder man ofte vinbjergsnegle ved herregårde og i parker men den er også en særlig gæst i mange haver.

- Folk er glade for den, selv om den er et skadedyr og spiser planterne i din have. Nogle skriver telefonnumre på sneglehuset, så naboen kan ringe, hvis den er kravlet på tur, siger Stine Slotsbo.

Vinbjergsneglene holder sig som udgangspunkt på samme territorium. De kan godt kravle afsted efter føde, men de vandrer hjem igen.

- De har øjne på de øverste tentakler, vinbjergsneglen er faktisk den eneste snegl med en linse i øjet, og så lugter de sig frem med de nederste tentakler, forklarer Stine Slotsbo.

Før vinteren graver den sig ned eller putter sig ind i et godt gemmested , og så lukker den for indgangen til sneglehuset med en hård kalkskal, indtil det bliver forår igen. Vinbjergsneglen kan blive syv-otte år gamle.

Vinbjergsnegl på menuen

Vinbjergsneglen er den største skalbærende snegl i Danmark, og den er faktisk en indvandrer. Det var munke og herremænd, der indførte den til Danmark blandt andet fra Frankrig, hvor vinbjergsneglen er en klassisk spisesnegl. Munkene måtte for eksempel gerne spise snegle i fasteperioden, og det kan være forklaringen på, at de store snegle med det imponerende sneglehus kom med, når munkene drog ud til fjerne egne for at grundlægge nye klostre.

- Vi monitorerer ikke, hvor mange vi har, men det er ikke mit indtryk, at vi er bekymrede for den. Den er fredet, men man som privat person må man faktisk godt indsamle til eget forbrug, hvis man har lyst til at spise snegle, siger Stine Slotsbo.

Synes du, at kommunen er der for dig?