12. november 2019
- Jamen, nogle gange er ballet både forfinet og fimset, men det er også det modsatte. Jeg kom ind i en klasse alene dreng og med seks piger, det var da bare »wauw«. Og det mest mandige er at stå på en scene og løfte en kvinde op over hovedet. Foto: Emilia Terese
gallery icon

Se billedserie

- Jamen, nogle gange er ballet både forfinet og fimset, men det er også det modsatte. Jeg kom ind i en klasse alene dreng og med seks piger, det var da bare »wauw«. Og det mest mandige er at stå på en scene og løfte en kvinde op over hovedet. Foto: Emilia Terese
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Verdensstjernen fra New York på Bellevue

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Verdensstjernen fra New York på Bellevue
Opdateret 13. august 2019 kl. 12:18
Nordsjælland - 13. august 2019 kl. 12:14
Af Lizl Rand
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Vi sidder i foyeren på Bellevue Teatret lige over for stranden ved Klampenborg nord for København. Med de friske blå og hvide striber, der går igen som vægudsmykning i Arne Jakobsens arkitektonisk belønnede teater og en let brise af hav og tang, der blander sig med duften af kaffe - er det ikke svært at forstå, at Alban Lendorf har en følelse af at være på ferie.

Men den 29-årige internationale solodanser, der netop er hjemvendt fra New York, er her ikke for at holde fri. Han har derimod hovedrollen i forestillingen »Danish Design«. Lige så rost og ophøjet et talent, han er udråbt til at være af alverdens kritikere, lige så afslappet og jordnær virker han, som han sidder smilende med skjorten så tilpas knappet ned, at den afslører, at han både er velklædt og veltrænet.

- Jeg nyder virkelig at være her på Bellevue og kunne komme ud. Efter prøverne får jeg en dukkert, det er super fedt. Under prøverne har vi også haft taget over teatersalen åbent, så der kommer lys og sol ind. Det er helt fantastisk. Man er normalt indenfor hele tiden under en produktion. I New York arbejder vi fem etager nede i kælderen, så under min første sæson oplevede jeg slet ikke sommeren i New York. At være hjemme i Danmark og udenfor føles derfor næsten som ferie, fortæller Alban Lendorf, der i nu fire år har boet i USA.

At han skulle blive succesfuld balletdanser på hjemmebane i byen, der aldrig sover, var dog ikke en tanke, som strejfede ham, da han som barn boede uden for landsbyen Løve i Vestsjælland, hvor hans far driver en planteskole for roser. Det er cirka ti kilometer fra Slagelse.

- Jeg har boet på landet, indtil jeg var 10 år. Vi boede på en gård med en stor have og nogle høns. Jeg var glad for naturen og husker, at jeg klatrede meget i træer og nok drømte om at blive fodboldspiller, siger Alban Lendorf, der hele sit liv har været fysisk aktiv.

- Som barn dyrkede jeg karate, badminton og fægtning. Jeg har altid været vild med at spille fodbold, og i frikvartererne gav jeg den så meget gas, at jeg kom tilbage til klasselokalet og sad helt sveddryppende, mens min lærer kiggede forundret på mig. Jeg kan lide at give alt, hvad jeg har, for bagefter at være helt udmattet, lyder det grinende fra Alban Lendorf, der også i en tidlig alder kastede sig over klassisk musik.

- Jeg begyndte at spille klaver, da jeg var fire år. Min bror, der er to år ældre, spillede violin, og jeg plagede min mor om også at få lov til at spille et instrument. Min bror er i dag violinist og tømrermester. Han er lige blevet far igen, så jeg er blevet onkel igen. »Onkel Alban«, fortæller han stolt.

- Når jeg er sammen med min gudsøn og den nye lille niece, ønsker jeg også at få børn. Men kun for en kort bemærkning. Jeg har den bedste rolle: Jeg er onkel og gudfar. Jeg kommer og leger, skifter måske en enkelt ble og kan så tage af sted igen.

Det er nemt at forestille sig Alban Lendorf som legeonkel. Han har nemlig altid haft en legende og nysgerrig tilgang til tilværelsen, samtidig med at han er god til at lære.

- Ballet var bare en af de ting, jeg også skulle prøve. Det var egentlig min mors idé, at jeg skulle gå til optagelsesprøve. Jeg havde aldrig prøvet at danse før, men kom ind, og begyndte som 12-årig på balletskolen i 6. klasse. Til optagelsesprøven skulle vi gå rundt i en cirkel og strække fødderne. Jeg kiggede bare på lærerinden og gjorde, hvad hun gjorde. Jeg er god til at gøre, hvad der bliver sagt, og sidenhen på balletskolen var det også meget godt, hvis læreren kun skulle sige tingene én gang, husker Alban Lendorf.

- Min oplevelse var, at jeg aldrig havde prøvet det før, men at jeg sikkert godt kunne finde ud af det. Jeg vidste jo ikke engang, om jeg var god eller dårlig. Jeg ville prøve det et halvt år og se, hvordan det gik. Jeg blev bidt af det, af teateret, forestillingerne, skuespillerne.

På tv har flere dokumentarprogrammer beskrevet, at livet på Det Kongelige Teaters Balletskole også er et langt udskillelsesløb med bristede drømme.

- Jeg kunne godt mærke, at stemningen blev mere anspændt hos alle, da den årlige eksamen nærmede sig. Men jeg var i den der tilstand af, at det var nyt, og at jeg egentlig bare var ligeglad - selvom jeg til eksamen godt kunne mærke, at jeg rigtig gerne ville blive. Det var ikke sjovt, når ens gode venner ikke skulle fortsætte, og alle var bare kede af det. Men på en måde tog jeg let på det, fordi jeg ikke følte, at jeg havde så meget at miste, da jeg jo var kommet sent ind, og jeg samtidig oplevede, at det gik meget godt. Jeg var bagud i begyndelsen, men gjorde hurtigt fremskridt. Og når man er god til noget, bliver det også sjovt.

Alban Lendorf mener ikke, at han har øvet mere end andre... og så alligevel har hans nysgerrighed fået ham til at afprøve nyt og træne hårdt.

- Hvis vi havde fri en eftermiddag, fandt jeg sommetider en tom sal og øvede soloer fra forskellige balletter. På YouTube studerede jeg videoer af Mikhail Barysh- nikov og prøvede at danse soloer som ham. Han er den ultimative danser. Jeg mødte ham hos en kiropraktor i New York. Jeg var helt starstruck og gik hen til ham og spurgte, om jeg måtte få et billede med ham. Jeg var ligeglad med, om det var pinligt, jeg gad ikke spille cool. Han var meget venlig og spurgte til Danmark og Bournonville, og det virkede nærmest, som om han vidste, hvem jeg var. Jeg var helt paf og glad for, at jeg fik vores kiropraktor til at tage et billede af os.

Udenfor på Strandvejen suser en flok motionscykelister forbi. Tour de France er netop afsluttet, og i flere tv-interviews har rytterne over målstregen fortalt, hvor meget de skal feste med tomme kalorier og champagne og fejre en pause fra den hårde træning og tilhørende diæt. Alban Lendorf forstår dem godt, men deler ikke samme hunger.

- Nogle gange går jeg måske lidt for meget op i kosten, men jeg drømmer ikke om at spise og drikke noget, jeg ikke får i dag. Men det er også anderledes med dansere, da vi har sæson hele året. Cykelryttere skal derimod være i virkelig god form til løb - vi dansere kommer nok aldrig i en Tour de France-form, men er altid i en god grundform. Samtidig ved jeg, at jo længere tid jeg tager fri, jo længere tid tager det at komme tilbage i form. Hvis jeg holder fri to uger, tager det mig en måned at komme tilbage i form.

- Da jeg var skadet med mit knæ, var jeg tvunget til at leve anderledes. Jeg var irriteret over, at jeg ikke kunne arbejde og gøre det, som jeg gerne ville. Men i den periode fik jeg gjort alt det, som jeg ellers ikke når; fik taget kørekort, begyndte at spille klaver igen, så venner, tog et smut til Berlin, gik på museum, fortæller Alban Lendorf, der ikke tænker, han lider afsavn - tværtimod giver træningen ham også nydelse.

- Min morgentræning er på et åndeligt plan. Bare at stå og bevæge sig langsomt, mens pianisten spiller. Det er ret fedt. Det er meditativt, og jeg nyder det. Fysisk og psykisk bliver jeg nulstillet hver morgen, forklarer han.

På teaterets front og gavl hænger gigantiske plakater med store sort/hvide fotos af Alban Lendorf i bar overkrop og med et intenst blik. Ingen forbipasserende kan undgå at få øjenkontakt med den karismatiske balletstjerne og få en fornemmelse af, at her er en mand, der kan noget særligt.

- Det er super fedt, at jeg hænger deroppe, og jeg er glad for at være der. Men første gang jeg var på en plakat, var det underligt og meget sejt, og anden gang var det sådan lidt »åh-jeg-gider-ikke-se-på-mig selv«, jeg blev forfængelig. Nu føler jeg nok en blanding af det hele. Men det er mit arbejde at hænge deroppe, og når forestillingen slutter, bliver jeg pillet ned, og det er andres tur til at hænge deroppe. Der er intet, der er vedvarende - og man er kun lige så god som sin sidste forestilling, reflekterer Alban Lendorf, der med samme tankegang har lært at håndtere presset fra omgivelserne og at skulle leve op til alle de forventninger, der er rettet mod ham.

- I dag kan jeg godt håndtere forventningerne. I sidste ende er jeg ikke herre over, hvad folk tænker om mig. Jeg kan kun gøre mit bedste. Selvfølgelig kan jeg mærke presset lidt, men hvis jeg fodrer den usikre del af mig, hjælper det mig ikke. Tværtimod. I begyndelsen som solodanser var jeg bare glad og tænkte: »Hvor er det bare fedt, det her«. Et par år efter kom jeg til at mærke forventningspresset, og det var ikke godt. Jeg skulle på et tidspunkt ind og danse en ti minutters par de deux med nogle svære tricks. Det var teknisk svært, og jeg ville gerne gør det godt. Det var blevet annonceret, at nu skulle man virkelig se, hvad jeg kunne. Pludselig følte jeg et pres: »Hvad nu hvis jeg ikke gør det godt, så gider de ikke klappe«. Jeg var ret nervøs inden tæppet gik. Jeg begyndte at danse, det gik godt, og bagefter tænkte jeg over, hvor meget energi, jeg havde brugt på at være nervøs. Siden dengang besluttede jeg mig for, at sådan vil jeg aldrig have det igen. Det er unødvendigt. Hvis det tager danseglæden fra mig, er det det ikke værd at være nervøs. Jeg må aldrig lade frygten overkomme min nysgerrighed. Jeg prøver hele tiden at være i nuet - det er det eneste, jeg kan gøre, fortæller Alban Lendorf og fortsætter:

- At være i nuet er også at sige: »Pyh, jeg er nervøs i dag« og tale med de andre dansere om det - så forsvinder det. Hvis man ikke siger det højt, men derimod holder det inde, så kommer det til at fylde. At være modig er at erkende, at man er usikker. Og når man erkender det, forsvinder usikkerheden, forklarer Alban Lendorf, der på samme måde finder en balance mellem ikke at bekymre sig for meget, om at få skader og så at være dumdristig.

- Der er jo en forøget risiko ved mit fag for at få skader, derfor passer jeg selvfølgelig også på. Så du ser mig ikke stå alpinski eller løbe rundt på løbehjul inde i byen, griner han.

Selvom Alban Lendorf trives i New York, så kan han godt lide vekselvirkningen mellem at bo derovre og så være hjemme i Danmark. Og hygge. For der er særlig én ting, som han mangler ved den amerikanske livsstil.

- Jeg savner en god hjemmelavet middag. Jeg har nogle danske venner derovre, hvor vi mødes og spiser af rigtige tallerkener, laver mad, ikke drikker af papkrus, har blomster og dessert med, spiser langsomt, hygger og bagefter spiller gæt-og-grimasser. Nogle gange har amerikanerne været med, og for dem er det en kæmpe oplevelse. De er vant til, at man hurtigt skal ha' bestilt noget mad, og så hurtigt videre. Danskerne kan godt lide at hygge og går op i, at maden er lavet ordentligt, serveret pænt, og at der er bordskik. Amerikanerne er vilde med det.

Alban Lendorf smiler bredt og griner højt, da han skal forholde sig til fordommene om, at ballet er finkulturelt og fimset.

- Jamen, nogle gange er ballet både forfinet og fimset, men det er også det modsatte. Jeg kom ind i en klasse alene dreng og med seks piger, det var da bare »wauw«. Og det mest mandige er at stå på en scene og løfte en kvinde op over hovedet. Jeg tror, alle mænd har lidt hulemand i sig, og det er altså ret macho at løfte en kvinde op. I det hele taget synes jeg, det er ret fedt at løfte og fantastisk at danse med en kvinde. Jeg har kun oplevet fordomme en enkelt gang for mange år siden på en bodega i Holstebro, hvor jeg fik et par på siden af hovedet. Mere skete der ikke. Vi var på turné, og jeg var på det tidspunkt 19 år og spillede temmelig smart, da jeg kom ind på værtshuset sammen med en masse balletpiger. Jeg kan egentlig godt forstå, at de synes jeg var for meget, siger han med et skævt smil.

Pausen fra prøverne og vores samtale er ved at være slut, og Alban Lendorf skal tilbage i salen og udtrykke sig uden ord.

- Nogle gange ville jeg ønske, at man kunne bruge ord. Det kræver meget at fortælle med kroppen. Dans er et universelt sprog, hvor følelser og historie dramatiseres i fysisk visuel form. Sådan er det også med denne forestilling, der er meget spændende og krævende for mig. Jeg får selv lov at skabe, men skal fortælle meget komplicerede følelser uden at sige noget.

Forestillingen hedder »Dansk Design« - hvad er dansk design for ham. Forklaret med ord?

- For mig er dansk design lækkert, dejligt at røre ved, holdbart, brugbart, lavet i kærlighed, kvalitet, ordentligt udført, spiller på følelserne og med indlagt hygge.

Det er lige før, at man kan sige, han har beskrevet sig selv? Alban Lendorf er også dansk design...

Han svarer med et højt grin:
- Det sagde du, ikke jeg.

Sommerballet, »Dansk Design«, Bellevue Teatret, premiere 17. august 2019 - spiller kort tid.