25. august 2019
De unge kvinder svinger kampsværdene i sommerens vikingespil »Sagnet om Helga« i Frederikssund. Her er det Klara Sofia Lind Witt (t.h.) i rollen som Helga, der kriges med halvsøsteren Signe, spillet af Sabrina J.M. Jensen, hvis loyalitet er i fare på grund af en forelskelse. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

De unge kvinder svinger kampsværdene i sommerens vikingespil »Sagnet om Helga« i Frederikssund. Her er det Klara Sofia Lind Witt (t.h.) i rollen som Helga, der kriges med halvsøsteren Signe, spillet af Sabrina J.M. Jensen, hvis loyalitet er i fare på grund af en forelskelse. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sagnkvinder svinger kampsværd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sagnkvinder svinger kampsværd
Opdateret 20. juni 2016 kl. 13:32
Nordsjælland - 19. juni 2016 kl. 16:47
Af Knud Cornelius
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Fornyelsen af Vikingespillene i Frederikssund sker i år på kvindernes præmisser. De har fra dronning til træl bragt sig i historiens centrum, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det er ganske fornøjeligt at følge, hvordan vikingelegen er blevet overtaget af kvinderne. Fra vølven Aslaug til den 14-årige seje træl Siri er det kvinder, der søger at sætte skik på voldsomhederne med de idelige fejder mellem frænder og naboer. Svenskerne slås indbyrdes, nordmændene er for svage, men germanerne er farlige og trænger sig frem mod kongsgården ved Mariager Fjord, som jarlen af Fjordlandet, Dan, gerne vil indtage som sit kongesæde.

Den historie fortæller sidste års forfatterpar, Rebecca Wittenburg og Ida Bjørlig, klart og kontant. Alle de basale ingredienser er til stede, men tonen er lidt anderledes - i pagt med ligestilling og kvindefrigørelse, og har dagens kongerige Danmark ikke også en dronning?

Helga i »Sagnet om Helga« ved dog ikke, før hun er blevet 20 somre, at hun skal være dronning, og selv om jarlerådet også tæller et par stærke kvinder, er det stadig uvant, at kvinder skal lede andet end familie og hjemlige sysler. Mændene skal nok tage sig af erobringerne!

Styr på det hele
»Sagnet om Helga« er nok en ret enkel historie, men den egner sig fint til spillepladsen på Kalvøen. Med den kvindelige instruktør er der styr på det hele. Varslerne kommer tidligt, søster-sammenholdet er tydeligt, handlekraften håndgribelig, ja, der findes endda gode mænd i og omkring kongsgården. Men der er også hemmeligheder og lumske anslag, og så må det gå, som det går efter pausen. Dramatisk flammer ilden, da kongsgården overfaldes, og de unge kvinder kan svinge kampsværdene.

Helga formår som den eneste at trække Odins sværd af træstammen og dermed bevise sin duelighed som dronning.

Klara Sofia Lind Witt er fra først til sidst overbevisende som Helga, der udstråler styrke og målbevidsthed og opretholder et stærkt tillidsforhold til Sabrina J.M. Jensen som halvsøsteren Sigrid. Den uberegnelige forelskelse truer en tid sammenholdet, men mænd er jo kun mænd, og de unge kvinder ved nok, hvem de kan regne med.

Uden at være provokerende fortæller teksten og instruktionen helt klart publikum, at nu er det nok med den gammelkendte kønsrollefordeling. Hvert menneske har kvaliteter.

Opbud af medvirkende
Rebecca Wittenburg og Ida Bjørlig har især et godt greb om de to første akter. Fortællingen svøbes i velfungerende nyromantisk musik af Chris Skytte, og det myldrer med voksne og børn på scenen, medens truende skyer samler sig omkring kongsgården. Især Benjamin Boraghi som fætter Dan fører sig flot frem, og han får et interessant modspil af Johannes Jeffries Sørensen som den bløde Arne.

Der er stolte vikingetyper som Karsten og Niklas Noe-Nygaard som jarlen af Ribe og hans søn, af Christian Stærke og Ulrike Wluka som Regnar Kongedræber og hans hustru, Ole Rasmussen og Lis Sahlertz som plejeforældrene, Mette Wittenburg som vølven, Ken Jacoben og Jesper Wittenburg i germanernes flok og mange, mange andre, der får skabt gode figurer på scenen - allerbedst måske de unge trællebørn Laura Hansen, Oliver Skøtt og Signe Samsøe Mernøe.

Et opbud af medvirkende bølger over scenen i nøje indstuderede formationer, og Louise Schouws instruktion er meget velovervejet. Kostumepragten er imponerende på baggrund af Henrik Grundtmanns neutrale scenografi, den indtalte dialog er i sjælden god kvalitet, og de seks dekorative lurblæsere fører sg stolt frem.

Kald »Sagnet om Helga« en enkel fortælling, som efter pausen nok kunne formes mere stramt. Årets vikingespil er dog helt sikkert en god fortsættelse af traditionen.

»Sagnet om Helga« af Rebecca Wittenburg og Ida Bjørlin, iscenesat af Louise Schouw (Frederikssund Vikingespil på (Kalvøen, Frederikssund - varighed: 2 timer og 25 min. Opføres til den 10. juli)