
- Start helt forfra. Vi har brug for en helt ny udligningssystem, og det skal være snart. Det nuværende er galimatias.
Sådan siger Rudersdals borgmester, Jens Ive (V) til Frederiksborg Amts Avis. Og nok så opsigtsvækkende bakkes han fuldt og helt op af to socialdemokratiske borgmestre fra to meget anderledes stillede kommuner, Steffen Jensen i Halsnæs og Ole Bjørstorp i Ishøj:
- Vi har brug for et system, der er mere transparent, fair og giver mulighed for ensartet service i hele landet. Det her handler ikke om, at Halsnæs og Ishøj vil have flere penge. Det handler om, at systemet i dag er forældet og ikke giver mening, siger Steffen Jensen, mens hans kollega i Ishøj slår fast:
- Denne diskussion må for alt i himlen ikke handle om øst mod vest eller by- mod land-kommuner. Vi har behov for et nyt system, hvor de kommuner, der har et reelt og dokumenteret behov, bliver løftet. I dag er der velstillede kommuner, der modtager penge, mens fattige kommuner har brug for yderligere hjælp. Det skal der gøres noget ved, siger Ole Bjørstorp.
Frederiksborg Amts Avis har tidligere skrevet, hvordan kommuner som Ballerup og Gladsaxe modtager udligning, selvom de har betydeligt flottere nøgletal end Rudersdal, Halsnæs og Ishøj.
Ved udgangen af 2018 havde Rudersdal således en kassebeholdning på 1647 kroner pr. indbygger, mens Gladsaxe havde en kassebeholdning på 18.994 kroner pr. indbygger. Og det kan virke paradoksalt, når Rudersdal i 2019 samtidig betaler 604,2 millioner kroner til hovedstadsudligningen, mens Gladsaxe modtager 86,2 millioner kroner.
I Rudersdal ryster Jens Ive på hovedet:
- Senest har Frederiksberg og Gentofte kommuner modtaget særtilskud, fordi de har faldende befolkningstal. Kommunerne gør intet galt. Systemet er bare helt grundliggende forkert, siger han til Frederiksborg Amts Avis.
De tre borgmestre sender derfor et klart samlet signal til Regeringen:
- Kom med et nyt udligningssystem. Det kan kun gå for langsomt, lyder det samstemmende.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her