Formand for Radikale Venstre i Nordsjælland, Morten Lorenzen fra Liseleje, glæder sig til mandag, hvor han forventer, at hverdagen vender tilbage, og den politiske dagsorden skifter spor væk fra situationen i partiets folketingsgruppe på Christiansborg.
- Lige nu er det efterårsferie, og I journalister har ikke andet at skrive om, men på mandag starter Folketinget igen efter en uges ferie og så vil der være en anden debat. Snart er der valg i USA, og så kommer den debat. Danmark glemmer ret hurtigt det her, vurderer Morten Lorenzen.
Han forklarer dog, at den generelle reaktion blandt medlemmer hos De Radikale i Nordsjælland er, at folk er kede af situationen og håber, at der hurtigt kommer styr på tingene, så partiet kan have fokus på at tale om politik.
- Det har selvfølgelig også været både udmeldelser og indmeldelser i Nordsjælland og flere har meldt sig ud end ind, men vi mister medlemmer hvert år, for eksempel hvis nogen er kommet i restance med kontingentet, men det, der er sket, er en personalesag på Christiansborg, og det intet med arbejdet i storkredsen at gøre. Her fortsætter vi med at forberede kommunalvalget, der venter os om et års tid, siger Morten Lorenzen
- Så vi glæder os til, at det bliver mandag, og vi kan tale om politik igen. Danskerne er klogere end som så, og vi har tillid til, at vælgerne har forståelse for, hvad politik handler om, siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her