Nordsjælland: Forsamlingsforbuddet, der skal bremse spredningen af coronavirus, betyder, at mange arrangementer må aflyses. Det gælder også Museum Nordsjællands julemarkeder på Nakkehoved Fyr, Hillerød Bymuseum og Hørsholm Egnsmuseum, som desværre ikke kan gennemføres i år.
Men lidt museums-juleri skal der nu alligevel være. Derfor tæller Museum Nordsjælland ned til julen med en kulturhistorisk julekalender. Hver dag i december frem til juleaften kan man læse en sjov, spændende eller fremmedartet historie på museets hjemmeside, museumns.dk, eller på museets Facebook. Historierne kan også læses i Frederiksborg Amts Avis og på sn.dk.
Historierne kommer godt rundt i Nordsjælland med fokus på museets tre hjemkommuner, Gribskov, Hillerød og Hørsholm, som i fællesskab driver museet. Bag lågerne gemmer der sig sjove eller eksotiske genstande, som er udgangspunktet for en lille historie. Det gælder for eksempel en 11.000 år gammel harpun, en gammel blokfløjte, der endte i »Svenskegraven«, og en kanon, der blev betjent af husets nisser, som holdt til på loftet. Der er fortællinger om det gamle Hillerød, Hirschholm Slot og tuskhandel i Gilleleje. Der er selvfølgelig også historier om juletraditioner og julemad, der på de nordsjællandske gårde kunne bestå af nykogt grisehoved med hjemmelavet sennep.
Museum Nordsjælland - og Frederiksborg Amts Avis - ønsker læserne god fornøjelse - og rigtig glædelig jul!
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her