18. november 2019
Forsiden var klar - men Folk og Minder 2019 bliver ikke trykt
Forsiden var klar - men Folk og Minder 2019 bliver ikke trykt
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Historisk årsskrift trækker stikket

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Historisk årsskrift trækker stikket
Nordsjælland - 05. november 2019 kl. 19:02
Af Jesper Sabroe
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I julen 1941 udkom årshæftet »Jul i Nordsjælland« for første gang, redigeret af Erland og Erik Gribsø.

Hæftet med kulturhistoriske artikler fra det nu hedengangne Frederiksborg Amt blev snart en hyggelig juletradition, for hvad var dog en jul uden herlige stunder i sofaen med årets »Jul i Nordsjælland«.

I årbliver det ikke desto mindre en jul uden Folk og Minder fra Nordsjælland, for hæftet udkommer ikke længere. Den nuværende redaktør, museumsinspektør Lars Bjørn Madsen, havde ellers sikret sig det nødvendige antal gode artikler og tilhørende farverige illustrationer til den 74. årgang, men inden han nåede at sætte bladet grafisk op, indløb meddelelsen om, at udgiveren, Nofoprint i Helsingør, var blevet solgt og en stor del af medarbejderne afskediget.

- Virksomheden måtte sande, at det er hårde tider for branchen, og man turde med nye ejere ikke fortsætte med udgivelsen af Folk og Minder fra Nordsjælland, der aldrig har været en guldrandet forretning - i de senere år snarere et filantropisk foretagende til glæde for en desværre langsomt uddøende skare af læsere, siger Lars Bjørn Madsen.

I 1975 skiftede julehæftet navn til »Folk og Minder fra Nordsjælland«, da hæftet jo dybest set indeholdt artikler leveret af en stor skare af kulturhistorisk vidende skribenter, fra ivrige amatører til professionelle museumsfolk og arkivarer, der kunne bidrage med en artikel fra hver deres relevante lokalområde.

Med Niels Richter-Friis som redaktør af hæftet i en lang årrække, fik det sin nuværende form, hvor det vinterstemningsfulde omslagsbillede skulle markere, at der stadig var tale om et julehæfte, og hvor de nøje udvalgte artikler var sat op med inspirerende og indbydende illustrationer, for der skulle altid være tale om »et Billed-Blad til nyttige Kundskabers Udbredelse og Sindets gavnlige Opmuntring«.

Selvom lysten til at kende sin egns kulturhistorie er større end nogensinde, så må redaktionen af Folk og Minder fra Nordsjælland sande, at et hæfte, der skal dække hele det tidligere Frederiksborg Amts område, altid vil være trængt af de mange lokalhistoriske foreninger og arkiver, der hellere end gerne udgiver deres eget historiske tidsskrift og derfor støvsuger området for kvalificerede bidragydere til artikler.

- Det kan vi naturligvis kun glæde os over, men det er unægtelig med beklagelse, at jeg og alle læserne må sige farvel til Folk og Minder fra Nordsjælland. Men ingen kæde er som sagt stærkere end det svageste led, og dette var i første omgang forlaget. Om hæftet kan genoplives næste år med en ny udgiver, er svært at sige, men umuligt er det naturligvis ikke, siger Lars Bjørn Hansen