28. november 2020
Von Syden vil hjælpe børn og unge i det område, han er vokset op. Her snakker han med Rey Ho, der er leder af landsbyskolen i Rovieng, hvor han selv gik ind til han blev tvunget til at blive børnesoldat. Foto: Lone Zacho.
gallery icon

Se billedserie

Von Syden vil hjælpe børn og unge i det område, han er vokset op. Her snakker han med Rey Ho, der er leder af landsbyskolen i Rovieng, hvor han selv gik ind til han blev tvunget til at blive børnesoldat. Foto: Lone Zacho.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Brugte computere baner vejen for drømmeskole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Brugte computere baner vejen for drømmeskole
Nordsjælland - 20. maj 2020 kl. 14:28
Af Karl Erik Frederiksen

Ildsjælen bag den sjællandske NGO-gruppe Workingschools samarbejdspartner I Cambodia har en helt personlig grund til at ville hjælpe børn, der vokser op i og omkring hans egen landsby, skriver Sjællandske Mediers dagblade:

arrow Læs også: Svært at få brugen af computere ind på skemaet

- Børn er lette at påvirke, og når de er teenagere, kan de opfatte verden omkring dem i sort-hvidt. Når de brænder for en sag, gør de det 100 procentt og med fanatisme, lyder det fra den 44 år gamle og nyuddannede arkæolog Von Syden, mens han betragter udstillede kranier og knogler samt plancherne på en af Cambodias killing fields.

Von syden er den sjællandske NGO-gruppe Workingschools samarbejdspartner, og det er ham, der står i spidsen for sjællændernes søsterorganisation NGO-Workingschool Cambodia, som forsyner udvalgte landsbyskoler uden for Siem Reap i den nordlige del af Cambodia med computere og skolemøbler, som Workingschools frivillige medlemmer har fået doneret fra danske skoler og siden har renoveret på Scan Factorys fabrik ved Helsinge i Nordsjælland.

- Hvis man vil forstå værdien af de donationer, vi får fra Danmark, bør man også kende til vores lands og folks historie, siger han, mens han stirrer ned i en stor brønd, som for cirka 45 år siden blev fyldt med døde kroppe og afhuggede hoveder. I dag er den centrum i et mindeanlæg, der passes af et buddhistisk kloster.

Mindeanlægget er anlagt på en af de marker, hvor Pol Pots guerillabevægelse Khmer Rouge - eller de Røde Khmerer - begik folkemord på millioner af mennesker, som ikke passede ind i bevægelsens racistiske og nationalistiske syn på, at en god cambodianer og kommunist er en bonde eller arbejder uden overflødig skolegang.

- Det kostede livet at være intellektuel eller se så belæst ud, at man skulle gå med briller. Min far var en af dem. Han var landsbyen Roviengs idealistiske skolelærer, og han havde behov for at gå med briller. I flere år, mens borgerkrigen rasede, og hvor den lokale skole blev besat af først den ene gruppe og så den anden, forsøgte han at holde sammen på elevflokken ved at undervise dem hjemme under vores hus, fortæller han.

I lighed med de fleste andre huse i landsbyen er huset opført på pæle, så det er muligt at få et nogenlunde liv inde i huset, når regntiden sender kaskader af vand hen over landskabet og omdanner landsbyens støvede veje til pløre og ælte, men i den tørre periode kan der under huset være et skyggefuldt klasselokale.

- En dag blev det for meget for en gruppe af de røde khmerer. De kom og slæbte min far uden for landsbyen, mens min mor gemte sig. Hvordan han blev anholdt, og hvad der ellers skete den dag, ved jeg ikke. Alle de andre mænd, som også blev anholdt i de dage, eksisterer heller ikke længere.

Historien er tabu

- Det er en periode, som kun få kender og taler om, og det er slet ikke noget, børnene lærer om i skolen. Det er fortsat tabu at snakke om, hvorfor de fleste børn i Cambodia vokser op uden at have set deres bedstefar - eller kun at have set ganske få mænd, der er over 65 år, siger Syden.

En stund standser han foran en af anlæggets udstillinger.

- Det her kunne have været mig, siger han, mens han peger på en af plancherne med billeder af nogle jublende drenge, som sejrsglade fører en gruppe fanger ud til en henrettelsesplads.

- Hvis jeg havde været lige så gammel på det tidspunkt, kunne de sikkert have fået mig til at gøre det samme. De fangede alle teenage-drenge, hjernevaskede dem, og fik dem til at tro på, at de gjorde det rigtige.

- Det mærkede jeg selv kort efter, at jeg fyldte 14. Så kom de og hentede mig og mine drengekammerater fra landsbyen. Vi skulle ikke dræbes. Vi skulle bruges som soldater. Hvis vi ikke ville være med til det, kendte vi konsekvensen. Efter få dage fik vi udleveret våben. Jeg blev udstyret med en AK47, som jeg lærte at bruge. Ellers blev vi lært op til at kunne lægge landminer ud, når vi forlod et sted. Det var for farligt til, at de voksne turde gøre det.

- Vi blev behandlet som hunde, men vi fandt os i det, fordi vi havde lært at tro, at vi gjorde det i en god sags tjeneste. Vi fik ikke ordentlig mad og var tvunget til at sove på den bare jord om natten ude i en skov, hvor mange af os blev bidt af moskitoer. Normalt sker der ikke noget med et enkelt stik eller to, men når man får mange på en enkelt nat, og i forvejen er lidt syg, bliver man hurtigt afkræftet.

- Vi kunne selv se, at det var galt, og vi hørte også om dem, der døde. Vi turde ikke snakke om det, men tre af os fra landsbyen fandt sammen og så en mulighed for at flygte fra rædslerne. Vi sneg os bort fra lejren og løb i hver vores retning, og vi så ikke hinanden mere. Senere hørte jeg, at den ene af os, der flygtede, døde af sygdom, mens jeg først for nylig fik kontakt med den anden via Facebook. Han er nu befalingsmand i den cambodianske hær, og vi har aftalt at vi skal mødes og feste, når coronaperioden er overstået, siger Von Syden.

Flugten til klosteret

Tilbage til historien om NGO-Workingschool Cambodia:

Som god buddhist flygtede den stadig 14-årige Von Syden ud til et kloster, der ligger flere kilometer fra nærmeste landsby. Her blev han modtaget af den ledende munk Ri Rem, der nu er 70 år. Her kunne han blive et par dage, mens han kom til kræfter.

- Det var for usikkert at blive ude på landet, så Ri Rem fandt et sted, hvor jeg kunne bo inde i Seam Reap. Han og de andre munke sørgede for, at jeg havde et sted at bo, og at jeg kunne fuldføre min skolegang og highschool. Om aftenen, og når jeg havde fri, arbejdede jeg på hoteller og restauranter. I den periode lærte jeg også engelsk, så jeg bagefter kunne tjene penge som turistguide.

- Det munken og klosteret gjorde for mig var jo kun at hjælpe mig til at få et sundt og godt liv. Sådan bør alle børn have det.

- Jeg har aldrig selv levet som munk, men jeg har nu som voksen sat mig for, at jeg vil vise min taknemmelighed over den hjælp, jeg nød godt af, ved at støtte op om klosterets arbejde for at give børn et godt liv og en god skolegang, siger han.

Drømmeskolen

Siden flugten har Von Syden og Ri Rem arbejdet sammen om forskellige projekter, som kun kan gennemføres med hjælp fra udenlandske NGO-grupper fra blandt andet Holland og Canada. Det drejer sig om blandt andet projekter med opsamling af regnvand, rensning af drikkevand og oprettelse af mobile tandklinikker.

Det næste projekt har fået arbejdstitlen "Dream Village School". Det skal være en lille kostskole, som tænkes opført på en gold mark tæt på Ri Rems kloster. Arbejdet med at distribuere computere og skolemøbler fra Danmark til de fattige landsbyskoler er med til at skabe goodwill for drømmen om en kostskole hos de lokale myndigheder og sponsorer, forklarer Von Syden.

- Mange børn springer fra skolen alt for tidligt. Det er kun lovpligtigt at sende børnene i primary school (1.-6. klasse). Selv om statistikken siger, at over 95 procent fortsætter i secondary school (7.-9-. klasse) er det reelle tal meget lavere. Ude på landet er det måske kun halvdelen, som gennemfører, fordi forældrene ikke har råd til, at børnene går i skole. Især pigerne springer fra allerede i 12 års alderen for at kunne gå på arbejde. Tallene siger heller ikke noget om, hvor ofte børnene kommer i skole. De fortæller kun, hvor mange børn, der er indskrevet på skolerne. Selv om skolegangen er obligatorisk, rykker skolemyndighederne aldrig ud for at finde ud af, hvorfor nogle børn holdes hjemme. En kostskole kan være en hjælp til, at forældreløse eller børn fra de fattigste hjem kan få en skoleuddannelse, siger Von Syden.

- Jeg får henvendelser fra mange steder i Cambodia, om ikke jeg kan hjælpe dem med at få computere ud på skolerne. Nej siger jeg. De må selv gøre en indsats for at knytte de nødvendige kontakter. Her i det område, hvor jeg er vokset op, kan vi ikke overkomme mere. Her kender vi skolerne og kan følge, hvordan de bliver brugt. Selv om mange af børnene vokser op i en tid, hvor brugen af smartphones er almindelig, er det fortsat nødvendigt at kunne besidde elementær viden om, hvordan man kan arbejde på en computer, og hvad den kan bruges til, siger Von Syden.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?