Otte nordsjællandske borgmestre forsøger at få Region Hovedstaden til at ændre sin vaccinationsstrategi. Mange borgere i Nordsjælland har forgæves forsøgt at bestille en en vaccinationstid. Men der er kun et begrænset antal tider, fordi vaccinedoserne lader vente på sig. De, der kommer igennem, bliver ofte sendt til vaccinationscentre langt fra deres hjemkommune. Og det er borgmester i Helsingør, Benedikte Kiær (K) og en række andre nordsjællanske borgmestre, ikke tilfredse med.
- Jeg håber at Region Hovedstaden vil kigge mod Region Sjælland og Region Nordjylland, der har samme udfordringer som os. De har igangsat et system, hvor der er flere centre lokalt, og det ville klæde Region Hovedstaden, hvis man fulgte deres spor, siger hun.
Formand for Region Hovedstadens sundhedsudvalg, Christoffer Buster Reinhardt (K), erkender, at det er en stor opgave for kommunerne at hjælpe gruppen af 65 årige og derovre, som modtager praktisk og personlig hjælp, til og fra vaccinationscenteret i Hillerød, der åbner onsdag den 20. januar.
- Jeg ville hjertens gerne gerne lave mange flere vaccinationscentre. Men vi har ikke vacciner nok på nuværende tidspunkt, og det giver ikke mening at åbne vaccinationscentre mange steder og sprede vaccinationerne tyndt ud. Det ville føre til, at vi ville få vaccineret færre, siger Christoffer Buster Reinhardt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her