Højdepunkterne står i kø hos Wallmans i Cirkusbygningen i København. Fra hårrejsende akrobatik i bøjelige lygtepæle over korttricks i topklasse til dekadent variete. Og så er showet »Carnival« ikke bare stensikker sang og dans, som altid kombineret med mad og drikke. I år er der undervejs i flere runder tilsat livemusik, og det klæder bare hele forestillingen.
Showet åbnes af den engelske performer Abigail Collins i rollen som Peggy Sued, og man skal vel lige lære at holde af hende. Peggy dukker op indtil flere gange, altid lige udfordrende i sprog og krop. På sin egen måde - og helt uden sammenligning i øvrigt - bringer hun tankerne hen på Sally Bowles fra forestillingen Cabaret. Pegge Sued er bare tifold mere grænseoverskridende, grænsende til det vulgære, men også ganske lattervækkende, når man lige har affundet sig med stilen. Der bliver sagt »blowjob« mere end en gang.
Når der er grin, skal der også være gys, og det sørger den prisvindende amerikansk-canadiske cirkusduo Shannon Mcguire og Phillip Renaud for. Hele salen holdt vejret til premieren onsdag aften, da parret svejede i hver sin lygtepæl uden nogen form for sikkerhedsudstyr. Godt håndfladerne ikke var svedige. Parret optræder lige så fascinerende sikkert i øvelse med en kæmpe ring.
Til cirkussiden hører også tryllekunstneren Daniel Rosenfeldt, der bl.a. tidligere har turneret med Rune Klan. Han er mere end almindelig fingernem med et spil kort, og selvom man måske kan regne hans afsluttende nummer ud, så bliver man alligevel forført.
Kernen i »Carnival« er fortsat sang, dans og musikalsk optræden - og her skruer Wallmans i år en ekstra omgang på knapperne, da der er livemusik til flere af numrene. Det giver en ekstra nerve på den absolut gode måde, og når sangerne samtidig optræder særdeles overbevisende med bl.a. potpourrier af Eurythmics og Queen, så svinger hele Cirkusbygningen - næsten som de bøjelige lygtepæle. Det er den bedste forestilling i nyere tid - og i øvrigt helt igennem politisk korrekt i alle regnbuens farver.
Cirkusbygningen: Wallmans »Carnival«. Priser fra 499 kr. inkl. 4-retters menu.






Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her