
Det er svært at finde positive tilkendegivelser om den nye aftale, der er indgået om den fremtidige drift af Varmestuen... meget svært.
Med mindre man bevæger sig ind i politiske kredse.
De sociale medier er fyldt med vrede og frustrede mennesker, der ikke kan forstå at de lokale politikere ikke kan finde penge til at opretholde det kvalitetsniveau, der er i Varmestuen i dag.
Igen går det ud over de allersvageste, mener læserne.
Robert Hansen skriver, at han selv er bruger af Varmestuen og kalder det : Lort med lort på. Han er utilfreds med, at brugerne ikke er blevet hørt.
Lars Balle-Svendsen er enig:
Det kommer til at gøre forbandet ondt på vores allersvageste. Det er ikke i orden
Lene Jensen kalder det sørgeligt.
Borgmester Carsten Rasmussen (S) er dog ganske tilfreds.
- Jeg synes, vi har et godt tilbud. Det er jo ikke landevejens farende svende, der kommer i Varmestuen. Den fungerer som en cafe, hvor der kommer mennesker, der gerne vil have selskab og hygge sig lidt, siger han.
Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget vedtog mandag at højne den faglige standard, på Varmestuen, beskærer åbningstiden, blandt andet holdes der lukket i weekenden og flytte fra Toldbodgade til Engvej. I udvalget er der bred enighed, om at aftalen er god. Venstres ene medlem, Kirsten Devantier, er dog meget utilfreds med de nye åbningstider, selv om hun stemte for.
Et andet Venstre-byrådsmedlem Søren Revsbæk, er alt andet end tilfreds.
- Hurra, siger han og tøver et øjeblik...
- Det er tragikomisk. Hvis man har et problem, skal det være inden for åbningstiden, siger han og kalder det en DJØF-beslutning.
Han mener, at Varmestuen skal leve op til sit navn - at være en varmestue og ikke et DJØF-kontor.
Han skrev også et indlæg på Facebook, da han blev bekendt med udvalgets beslutning.
- Jeg blev rørt lidt på min medmenneskelighed, siger han og slår fast, at han ikke vil pege fingre af udvalget.
Hallo! En Madpakke udbryder han, og fortsætter:
- Det er voksne mennesker og så vil man give dem en madpakke.
Venstre-manden fnyser. Han er fortørnet over, at man også har sparet aftensmaden til brugerne væk.
Aftalen skal evalueres til næste år.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her