En person mistede tirsdag morgen livet i en voldsom trafikulykke på Ring Øst ved Næstved. Her kørte en personbil og en lastbil frontalt sammen på strækningen mellem de to rundkørsler ved Ny Præstøvej og Skyttemarksvej.
Undersøgelserne på stedet er afsluttet, og nu afventer politiet bilinspektørens rapport. Det kan ifølge politikommissær hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi Danny Møller tage flere uger.
- Vores foreløbige undersøgelser tyder på, at det er en overhaling, der er gået galt, fortæller Danny Møller, der også er leder af Beredskab Midt.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fik meldingen om den voldsomme trafikulykke klokken 7.45. Personbilen brød efter sammenstødet med lastbilen i brand, og vejen blev hurtigt spærret i begge retninger.
Det er føreren af personbilen, der omkom. Politiet har en klar formodning om, hvem vedkommende er, og de pårørende er også underrettet. Men politiet kan endnu ikke bekræfte identiteten.
- Vi har ikke den endelig identitet. Afdøde skal til ligsyn og undersøges via tandlægekort, før vi kan komme videre og konkludere noget endeligt, siger han.
Lastbilchaufføren slap umiddelbart med få knubs, men blev sendt til tjek på Slagelse Sygehus.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her