22. september 2020
Anne-Mette Kistrup er centerleder i Varmestuen. Hun måtte selv finde ud af, hvad hun skulle komme med af spareforslag. Det er en svær øvelse, erkender hun. Foto: Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

Anne-Mette Kistrup er centerleder i Varmestuen. Hun måtte selv finde ud af, hvad hun skulle komme med af spareforslag. Det er en svær øvelse, erkender hun. Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Velkommen i Varmestuen - her er der plads til mennesker der ikke passer i kasser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Velkommen i Varmestuen - her er der plads til mennesker der ikke passer i kasser
Næstved - 29. marts 2019 kl. 16:48
Af Robert Andersen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den øverste del af glasdøren er smadret. Den er dækket af en tyk spånplade. Ved siden af står et stort metalaskebæger. I tirsdags gik bølgerne højt, og askebægeret røg lige en tur gennem døren. Sådan kan hverdagen også være på Varmestuen.

arrow Læs også: Vrede og frustration over ny aftale om Varmestuen

En råkold torsdag morgen i Toldbodgade i Næstved. Udenfor sidder et par gutter med langt skæg og pjusket hår. Øllerne skal lige konsumeres, inden de kan gå ind for at få morgenmad.

Her mødes nogle af de svageste borgere i Næstved Kommune. Det er drankere, narkomaner og psykisk syge. Her er hjemløse, ensomme og de tørlagte. Og mange andre.

Hver morgen kl. 8 åbner varmestuen. Der er gratis morgenmad, som strækker sig over det meste af formiddagen - nogen gange helt til frokost. Brugerne, som de kaldes, kommer trissende, når de er klar. Nogle kommer hjemmefra, mens andre bor på natherberget - hvis de da overhovedet har et sted at være. Nogle når frem, når de har hentet deres medicin på første sal.

I princippet er alle velkomne, men målgruppen er de svageste. Det fortæller centerleder Anne-Mette Kistrup. Her er åbent hver dag kl. 8-21.30 - 365 dage om året.

Der sidder 10-12 mennesker i det store lokale. Der er kaffe og ostemadder. Stemningen er god - som den oftest er. Et par spiller ludo, mens resten småsludrer, og Anne-Mette Kistrup hilser.

- Ih, hvor ser du godt ud i dag, siger en af gutterne.

- Det gør du også, replicerer hun og smiler.

Anne-Mette Kistrup har været leder på Varmestuen i to og et halvt år. Her hvor de modtager resterne af de mennesker, som velfærdssamfundet ikke har formået at inkorporere. Hun er det sidste sikkerhedsnet, inden de rammer bunden med et brag - nogle gange må hun bare samle dem op efter braget.

Hun har selv været med til at foreslår besparelserne. Ikke af lyst men af nødvendighed. Sådan er det at være en del af en politisk organisation, fortæller hun.

Det sker stort set hvert år, at de bliver pålagt at finde besparelser inden for deres eget område.

- Vi ønsker jo ikke, at ødelægge vores egen indsats, men det er et vilkår, siger hun.

Det er ubehageligt at være med til at beskære sig selv - på den anden side giver det også indflydelse på, hvad der skal ske. Sparekravet slipper ingen tilsyneladende for.

Centerlederen har endnu ikke overblikket over, hvad de nye besparelser kommer til at betyde, men det kommer til at gøre ondt.

- Det er et forslag, man aldrig ønsker bliver vedtaget, siger Anne-Mette Kistrup.

Med indignation springer Anne Pedersen op fra sin plads.

- Jeg vil gerne sige noget, siger den 46-årige bruger af Varmestuen.

Hun kommer her ofte, selv om hun har en lejlighed. Hun holder af fællesskabet og sammenholdet med de andre brugere og af personalet.

- De er meget søde, siger hun.
Hun er tidligere narkoman og er kommet på stedet i mange år. Både Varmestuen og Kanalgården - 20 år alt i alt, tænker hun. Det er et fast holdepunkt i et omtumlet liv.

Hver mandag kommer hun for at få sin metadon i klinikken ovenpå. Samtidig dulmer hun smerten fra livets slag med alkohol.

- Hvis ikke jeg havde Varmestuen, var jeg død, siger hun.

Personalet hjælper hende med at komme til lægen og meget andet. Kniber det sidst på måneden, så kan det også hjælpe med lidt hundefoder, fortæller hun.

De nye sparekrav, frygter hun, vil tage livet af Varmestuen, som hun kender den. Det vil også gå ud over de andre brugere.

- De har ikke noget sted at bo, så det er ikke sjovt. De fleste af os har det ad helvede til, siger hun.

Hun håber at politikerne indser, at det er en fejl at spare så meget på Varmestuen, der betyder så meget for de mennesker, som bruger den.

Anne-Mette Kistrup har indkaldt til møde for at finde en løsning på de nye sparekrav. Der skal strikkes et tilbud sammen, som passer til dem, der kommer i Varmestuen.

Hun er dog ikke i tvivl om, at det kommer til at gå ud over åbningstiden.

Der er otte fastansatte, og en stribe vikarer.

De ansatte er typisk pædagoger og socialrådgivere. Der er også en række erfarne medarbejdere som er opkvalificeret hen ad vejen. De skal håndtere aktive misbrugere. Her kommer både alkoholikere og stofmisbrugere.

- Det er mennesker, der lever på kanten af samfundet. Hvis de ikke kommer her, får de ikke mad, siger hun.

Det er kontanthjælpsmodtager på laveste ydelse. Nogle er faldet helt ud af systemet og har ingen indtægt. Hvis de ikke kan finde ud af at overholde de aftaler, der er indgået med Jobcentret bliver de straffet - trukket i kontanthjælp.

- De bliver sanktioneret. Vi prøver at hjælpe dem, siger hun.

Det er menneske, der ikke passer i jobcentrets kasser.

De er ikke jobparate eller aktivitetsparate. De er kun parate til kun lige akkurat at overleve.

- Det er dem, der ikke passer ind andre steder. Her kan vi rumme de fleste, siger Anne- Mette Kistrup.

Udenfor er syv-otte forsamlet op ad muren til varmestuen. Her hvor de ofte bliver beskyldt for at larme og skræmmer de mennesker, som kommer over Toldbodtorvet. Et forhold avisen har beskrevet gentagne gange.

Her hvor en betjent i 2016 blev overfaldet af en mand med en billardkugle i en sok. Her hvor de mødes for at have noget i fællesskab. Der er ikke så mange andre steder at være. Spørgsmålet er: Hvad sker, når det er slut med Varmestuen, som de kender den i dag.

- De skal jo være et sted, siger Anne-Mette Kistrup.

Og som det ser ud nu, så er Toldbodtorvet, det foretrukne mødested.

Hvad der ser smukt ud i regnearkets sirlige kolonner, harmonerer sjældent med mennesker, der ikke passer i kasser.

Hver dag kommer der ca. 25 mennesker både til morgenmad og aftensmad.

Morgenmaden er gratis, mens aftensmaden koster 25 kroner - med et klippekort slipper de med 17 kroner.

Ideen med at give brugerne mulighed for at spise i Varmestuen var at sikre, at de får fast føde.

Det er tilsyneladende ikke længere så vigtigt, og derfor er det Anne-Mette Kistrups forventning, at et af måltiderne bliver sløjfet

- Jeg er ikke sikker på, at de så får mad overhovedet, siger hun.

Hun frygtet også, at personalet mister noget af kontakten til kommunens mest marginaliserede borgere, og relationerne betyder meget i deres arbejde.

- Man skulle være et mærkeligt menneske, hvis det her ikke påvirker een, siger hun.

Formanden for Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget Michael Perch(S) fortalte i Sjællandske onsdag, at udvalget vil omstrukturere Varmestuen. Det kommer blandt andet til at betyde, at der vil blive brugt flere frivillige i arbejdet med brugerne.

Anne-Mette Kistrup sidder et øjeblik og tænker sig om.

- Frivillige kan være gode at tænke ind, men vi skal have fokus på det faglige. De kan lave praktiske ting. Lave kaffe og mad, siger hun.

Hun er bestemt ikke tilhænger af, at man fyrer fagfolkene og erstatter dem med frivillige.

Det er dog det, der ser ud til at ske i forbindelse med den ny struktur - efter al sandsynlighed koster sparerunden en eller to medarbejdere.

Anne-Mette Kistrup frygter, at brugerne mister tilliden til personalet, hvis det kommer til at består af mange nye frivillige.

- Borgerne bliver påvirket. Tillid opstår ikke bare. Det er mennesker, der har oplevet mange svigt og har levet et hårdt liv, siger hun.

Varmestuen har et årligt budget på 4,2 mio. kroner. Ifølge planen skal der spares 250.000 i år og 500.000 til næste år.

- Jeg håber, de fortryder. Det er en stor besparelse, siger hun.

arrow Debat: Skam jer!
19. december 2019 kl. 15:38 Opdateret: kl. 13:07
arrow Varmestuen flytter og lukker i weekenden
18. december 2019 kl. 08:31 Opdateret: kl. 08:31
arrow Donationerne strømmer ind til Varmestuen
12. december 2019 kl. 04:46 Opdateret: kl. 15:00
Har debatten om sexisme taget overhånd?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk