
Politiet har god mulighed for at sætte alt ind på, at coronareglerne overholdes i påskedagene. Der er nemlig ikke mange indbrud eller færdselsuheld, der skal efterforskes.
- Forrige weekend oplevede vi for første gang siden politireformen i 2007 at komme igennem en hel weekend uden et eneste indbrud i hele kredsen. Det er aldrig sket før. Vi har tidligere haft enkelte døgn, hvor der ikke er blevet anmeldt indbrud, men så har det været, fordi der har været ekstremt dårligt vejr. Så det er meget usædvanligt, siger politidirektør Lars Harvest fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Han beretter også, at man vurderer, at trafikintensiteten på vejene er reduceret med 50 procent de seneste uger. Derfor ses ikke tilnærmelsesvis det samme antal færdselsuheld.
- Det betyder dog ikke, at vi slækker på fartkontrollerne. For der er en tendens til, at folk kører ekstremt stærkt, når de er alene på landevejen. Det har vi kunnet se på vores automatiske fartkontroller i den seneste tid, fortæller politidirektøren.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her