
- Jeg er vred på vegne af de hårdt ramte køreskoler og i særdeleshed deres elever.
Transportordfører for Venstre og medlem af Folketinget Kristian Pihl Lorentzen har fået nok. Han mener, at de lange ventetider på køreprøver er helt uacceptabelt. Derfor har han torsdag morgen skrevet til justitsminister Nick Hækkerup (S) og inviteret ham til krisemøde på Christiansborg den 7. august.
- Vi har et akut problem her og nu. Det er justitsministerens opgave at få det løst. Ansvaret for den her utålelige situation ligger et sted. Og det er hos politiet, fastslår han.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er en af de politikredse i landet, hvor det er mere end almindelig svært at booke en prøve. Her venter eleverne i øjeblikket mindst seks uger på at kunne sætte sig bag rattet med en sagkyndig, selv om servicemålet hos politiet er en ventetid på maksimalt 14 dage for en køreprøve.
- Det er helt uholdbart for de her elever, der venter. Det er en helt vanvittig situation, siger Kristian Pihl Lorentzen, der også har inviteret formændene for kørelærernes organisationer med til mødet, hvor de skal drøfte mulige løsninger for, hvordan man kommer puklen med de lange ventetider til livs.
Han har tidligere rejst problemet overfor Nick Hækkerup, der senest i juni forsikrede om, at Rigspolitiet var blevet pålagt at tilføre de fornødne ressourcer til området i de politikredse, hvor ventetiderne er uacceptabelt lange.
- Der er intet sket ud over, at det er blevet værre. Nok er nok. Nu er vi nået det punkt, hvor vi ikke gider mere, siger Kristian Pihl Lorentzen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her