
Det kan blive både dyrere og mere besværligt for nogle, men det er også meningen, at det skal blive bedre for mange - både borgere og medarbejdere.
Først i det nye år bliver der etableret en såkaldt sygeplejeklinik på Birkebjergcentret, hvor en lang række af de borgere, der i øjeblikket får besøg af hjemmesygeplejen, for fremtiden selv skal møde op for at få hjælp. Det er et pilotprojekt, som skal bredes ud til hele kommunen, hvis det bliver en succes.
Det betyder, at mange selv kommer til at betale for transporten, men på den anden side er formand for Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget Michael Perch (S) sikker på, at den pleje borgerne vil få i fremtiden er bedre, da den vil foregå i et mere fagligt og sterilt miljø.
Det er et forsøg på at fremtidssikre sygeplejen, da de kommende år vil byde på langt flere ældre og store rekrutteringsvanskeligheder i sundhedssektoren. Man mener, det er bedre, at sygeplejerskerne bruger tiden på borgerne og ikke på landevejen - det må borgerne så.
Michael Perch fortæller, at de i udvalget er klar over, at nogle borgere kan få økonomiske problemer med nye transport omkostninger - det vil man se på hen ad vejen.
Det vil stadig være muligt for de dårligste at blive visiteret til hjemmebesøg.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her