
Tilbage i foråret 2019 fik Næstved endelig hul igennem til resten af verden. Endelig var motorvejen en del af det store transportforlig. 1,5 milliarder kroner var reserveret til 15 kilometer firesporet asfalt hele vejen til Rønnede.
Men så trådte den nye regering til, aftalen blev revet i stykker og fremtiden tegner uvis. I hvert fald hvis man spørger tidligere transportminister Ole Birk Olesen (LA), der sad for bordenden tilbage, da det forrige transportforlig blev forhandlet på plads.
- Vi stillede med et forlig til 112 milliarder kroner. Spørgsmålet er nu, hvor mange milliarder regeringen har tænkt sig at stille med, eftersom de er begyndt at bruge af pengene til andre områder, siger Ole Birk Olesen.
Han frygter især, hvis regeringen og de røde støttepartier prioriterer udbygning af jernbanenettet fremfor nye motorveje. Det kan bringe Næstved-Rønnede motorvejen i fare, forudser den tidligere transportminister.
- Hvis regeringen fastholder deres kærlighed til kollektiv trafik så står vi med klart færre midler - og færre milliarder - til nye motorveje. Dermed skal der prioriteres benhårdt. Og så bliver det svært at argumentere med, at Kalundborg-motorvejen er mindre vigtig end Rute 54 ligesom Næstved-Rønnedevejen skal konkurrere med solide projekter som ny motorvej mellem Århus og Viborg eller en ny motorvej syd om Odense, siger Ole Birk Olesen.
Udover Ole Birk Olesen stiller følgende folketingspolitikere op til stormødet i Ridehuset i Grønnegade på mandag: Anne Valentina Berthelsen (SF), Rene Christensen og Hans Kristian Skibby (DF), Brigitte Klintskov Jerkel og Niels Flemming Hansen (K), Morten Dahlin (V), Kathrine Olldag og Zenia Stampe (RV).
Der er plads til 220 tilhørere i Ny Ridehus. Tilmeldingen foregår via Næstved Erhvervsforenings hjemmeside og det er også muligt at følge mødet via livestreaming.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her