
14 millioner kroner lige knap og knap. Så mange penge skal der spares over de næste to år.
Det har Omsorgs- og Forebyggelsesudvalget i Næstved Kommune besluttet efter den seneste budgetkontrol.
Der er en lang række områder, der bliver ramt.
Varmestuen, der huser nogle af de allersvageste borgere i Næstved Kommune, skal spare 250.000 kroner i år og 500.000 kroner til næste år.
Det er måske ikke en formue, men det vil forandre varmestuen for altid. For fremtiden kan man kun få et måltid mod de nuværende to. Det betyder, at brugerne mister muligheden for at få ordentlig mad, som ellers var et af Varmestuens formål. Det er også planlagt, at åbningstiden bliver beskåret. Det kommer ligeledes til at betyde, at Varmestuen må sige farvel til én måske to medarbejdere.
Formand for udvalget Michael Perch (S) mener, at man kan omstrukturere hele Varmestuen i fremtiden - blandt andet med hjælp fra flere frivillige.
Kommunen ved, at de mennesker ikke har andre steder at gå hen, kan man læse i forvaltningens forslag til besparelser. Det er drankere, narkomaner - ofte med truende adfærd og psykisk syge.
Forvaltningen slår fast at spareforslaget betyder flere hjemløse, der traver kommunens gader tynde, og som mister netværk og relationer til andre mennesker.
Der er også en millionbesparelse på vej til plejehjemmene.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her