Fængsel i et år og tre måneder, hvor det ene år er betinget og de sidste tre måneder ubetinget, samt 200 timers samfundstjeneste.
Det var straffen til en 53-årig mand, da han ved Retten i Næstved blev fundet skyldig i både brandstiftelse og vold.
Manden havde siddet varetægtsfængslet siden 6. september, hvor et skænderi mellem ham og hans jævnaldrende samlever stak fuldstændig af.
De to havde haft flere uoverensstemmelser igennem en længere periode, og de kulminerede omkring klokken 2.40 den nat mellem lørdag og søndag i september. Her skubbede manden sin samlever og trak hende ud af soveværelset og ned i køkkenet, hvor han med én hånd tog halsgreb på hende.
Den 53-årige slog kvinden én gang i ansigtet med knyttet hånd, inden han skubbede hende ind i en træbjælke, ligesom han igen skubbede og trak i hende, så hun faldt omkuld på gulvet, hvor han sparkede hende én gang.
I retten erkendte manden at have udøvet volden. Han nægtede sig dog skyldig i den brand, der opstod efter overfaldet.
Ifølge manden var det som følge af et uheld, at hele ejendommen på Broksøvej, øst for Herlufmagle, med tegltag og bindingsværk brændte helt ned. Også sidebygningerne blev ødelagt af den voldsomme brand, og der skete skader for et beløb på sammenlagt 2,8 millioner kroner.
Tekniske beviser fastslog dog, at branden var påsat. Flere af den 53-åriges gerninger pegede også på, at det var ham, der havde påsat den. Blandt andet havde han smidt samleveren ud af huset, og da hun vendte tilbage, fik han hende endnu engang genet ud. Han havde også sluppet sin hund ud af huset.
Det er Broksø Gods, der ejer den nedbrændte ejendom, som blev lejet ud til den 53-årige. Godsejer Cathrine Riegels Gudbergsen oplyser til Sjællandske, at det er op til hendes forsikringsselskab at anlægge et civilt søgsmål mod manden for at få erstatning. Selv planlægger hun at opføre et nyt hus på grunden.
Den 53-årige valgte at modtage dommen. Den kan dog stadig ankes af anklagemyndigheden, og det tygger man lige nu på. Anklager Nanna Werther havde nemlig procederet for et år og otte måneders ubetinget fængsel.
- Jeg vil ikke udelukke, at dommen bliver anket. Det skal overvejes, når vi får dommens eksakte præmisser, siger hun.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her