

Se billedserie
Siden 1979 har slæbebåden Enø tøffet rundt i Næstved og Karrebæksminde.
Nu er det slut.
Fungerende havnechef Michael Baltzer bekræfter overfor Sjællandske, at Enø tirsdag formiddag sejlede ud af kanalen - for aldrig at vende tilbage.
- Det er slut. Den er solgt, siger havnechefen som ikke vil oplyse, hvem der har overtaget den lille slæbebåd og hvad den er solgt for.
Den 17 meter lange bugserbåd har de senere år reelt kun været anvendt som julemandens flydende kane. Men sidste år foregik det på humpende cylindre, da båden fik motorstop på sin vej ind i Næstved Havn - og julemandens ankomst blev forsinket.
Til gengæld har Enø fungeret som isbryder, når vintervejret lukkede kanalen for sejlads. Hvorvidt Næstved Havn påny vil investere i en isbryder eller leje sig ud af problemerne, er der heller ingen afklaring på endnu.
Enø er bygget på Sakskøbing Skibsværft og blev i 1979 købt af havnen for 1,2 millioner kroner. På et havnebestyrelsesmøde i august kom det frem, at slæbebåden ved et salg formentlig ville indbringe et sted mellem 125.000 og 200.000 kroner.
Slæbebåden Enø er den syvende af sin slags, der siden 1846 har assisteret skibe til Næstved.
Den første hed Dragen, der kun fik en kort karriere i Næstved, da den to år senere blev beslaglagt af Søtransportvæsenet i forbindelse med Treårskrigen om Hertugdømmerne i Tyskland.
Og julemanden - han skal nok finde vej til byen uden Enø. Næstved Havn har truffet aftale med et andet fartøj, der søndag den 1. december sejler julemanden til byen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her