23. september 2021
26-årige Elene Nielsen har en stor tatovering på sin venstre arm. Den går fra skulderen ned til håndleddet. Hun vil ikke fortælle, hvad den symboliserer, kun at den dækker arrene fra kniven. Kniven, der flyttede smerten fra sjælens indre til hudens overflade. Foto: Anders Ole Olsen
26-årige Elene Nielsen har en stor tatovering på sin venstre arm. Den går fra skulderen ned til håndleddet. Hun vil ikke fortælle, hvad den symboliserer, kun at den dækker arrene fra kniven. Kniven, der flyttede smerten fra sjælens indre til hudens overflade. Foto: Anders Ole Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sagen om Elene: Det store svigt. Kapitel 1

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sagen om Elene: Det store svigt. Kapitel 1
Næstved - 23. juli 2018 kl. 08:54
Af Robert Andersen

Hun står fortabt på trappen og ser på moren køre væk på sin knallert medbringende et reb. Hun ved ikke, om hun nogensinde kommer til at se sin mor igen.

arrow Læs også: Sagen om Elene: Kampen om sandheden og de 300.000 kroner

Forud er gået et skænderi, som slutter med:

- Jeg kører ud i skoven og hænger mig.

Elene Nielsen var otte år, og det var ikke sidste gang, moren truede sin datter.

Elene Nielsen er blevet 26 år på trods. Ofte overvejer hun, om det er besværet værd at blive i denne verden. Når bakken bliver for stejl og modstanden for stærk. Men hun er her endnu.

- Jeg havde en frygtelig barndom. Det var kaos og et helvede, siger hun.

Hun sidder i sin lejlighed på altanen et sted i Næstved med så store skader på sjælen, at hun aldrig har formået at hele dem. Hvor end hun bevæger sig hen, følger barndommens mørke skygge med.

Hun lever i et mørke, hvor lyset glimtvis tænder, og pludselig er de der. Minderne. Mareridtet. En lyd, en bevægelse, en berøring er nok til at bringe den unge kvinde tilbage til misbrug, svigt og vold.

En mor, der drak sig sanseløst beruset igen og igen. Blev ondskabsfuld og voldelig. Men moren formåede alligevel at skjule sit misbrug og passe sit arbejde.

- Ja, hvorfor mon? Jeg har ikke tal på, hvor mange gange hun kom hjem og havde skidt i bukserne. Jeg måtte slæbe hende ud i badekarret og vaske hende. Nogle gange måtte jeg putte hende i badet med dyne og pude. Jeg kunne ikke løfte hende op, siger Elene Nielsen.

Hun var bare omkring otte år.
Barnet måtte sørge for, at moren kom op om morgenen, så hun kunne komme på arbejde.

Hun sov ikke, før moren kom hjem. Hun lå og lyttede. Til trinnene der afslørede, hvor fuld moren var. Elene Nielsen frygtede, når moren kom hjem. Fik hun korporlige tæsk eller bare verbale? Men hun frygtede også, at moren slet ikke kom hjem.

Derfor sov Elene Nielsen ikke om natten. Hun sov i skolen.

Elene Nielsens sag hos Næstved Kommune er alen lang og tyk som Lev Tolstojs bog Krig og Fred.

Hun har været i kontakt med kommunen, siden hun var helt lille. Familien var kendt fra Elene Nielsen var ca. et halvt år, fordi en søskende også havde problemer.

Skoletiden var præget af en uendelig række af konflikter og sammenstød. Med elever og lærere. Men ingen tog den lille pige ved hånden og fandt årsagen til den destruktive adfærd.

Elene Nielsen ser på sin barndom som en lang række domme. Alle dømte hende, føler hun. Læser man i hendes sagsmappe, fremgår det, at det er hende, der er problemet.

- Hvordan kan man skrive det om et lille barn. Hvordan kan et lille barn være så manipulerende, spørger hun retorisk.

Hun bliver fremstillet som et barn, der manipulerer sin mor og er ekstrem opmærksomhedssøgende, men kigger man lidt dybere, er der noget andet, der springer i øjnene.

Alle indberetningerne - især fra naboerne, men også fra skole og sundhedsplejerske. Første gang da Elene Nielsen er omkring et år.

Her får man indtryk af et barn, der går for lud og meget koldt vand.

Næstved Kommune mener, kan man se i sagen, at Elene Nielsen får den basale omsorg af sin mor.

- Men hvorfor gør man ikke noget, når jeg blev ved med at være syg, siger hun.

I sagen kan man se, at Elene Nielsen ofte klagede over ondt i maven, men rapporten peger også på, at hun nød den opmærksomhed, som hun så fik.

I papirerne fra skolen kan man læse, at der utallige gange er noteret, at der er problemer på hjemmefronten. Moren drikker, og forholdet mellem mor og datter er meget betændt.

Tilsyneladende dog ikke i en grad, der gør, at Næstved Kommune mener, at der skal gribes drastisk ind med en tvangsfjernelse.

Kommunens »sociale bagvagt« var flere gange på besøg i hjemmet, men vurderede, at moren ikke var så fuld, at hun ikke kunne tage vare på Elene Nielsen.

- De gjorde intet. Hvorfor blev jeg ikke fjernet, siger hun.

Flere gange sagde kommunen nej til, at den lille pige kunne komme i aflastning - hendes mor var også meget dygtig til at tale sig ud af problemerne, når hun ikke var fuld.

- De troede, de kunne hjælpe mig med en ungdomsklub og en voksenven. Hold dog kæft, siger hun vredt.

Det blev heller ikke til noget. Elene Nielsen fik bare lov at sejle videre i sin egen oprørte sø.

Elene Nielsens far var i lange perioder usynlig. Han drak og boede ikke sammen med familien. Han dukkede op i ny og næ. Til fødselsdage, for eksempel.

Han kunne redde dagen, hvis moren var faldet i og var fuld. Så drønede han i Bilka og til bageren, lige inden gæsterne kom.

- Han viste kærlighed ved at give gaver. Men jeg ville hellere være hos min mor. Der havde jeg mine trøstebamser, siger hun.

Den lille ensomme pige sad på trappestenen og ventede på ham hver anden fredag, men ofte kom han ikke. De andre børn kom forbi og sagde:

- Han kommer ikke. Han er på værtshus.

Der har også været mange dejlige øjeblikke med faren. Fisketure og ture ud i naturen.

- Han gav mig brudstykker af en barndom. Han lærte mig respekt for levende dyr, siger Elene Nielsen.

Faren har aldrig gjort hende noget, og hun har boet der i kortere perioder, når det sejlede for meget i druk hos moren. Han er bare et svagt og følsomt menneske, mener hun.

- Han blev ødelagt af at være sammen med min mor, siger hun.

Elene Nielsen fortæller, når hendes mor ikke drak, skulle der ryddes op i lejligheden. Alle spor fra drukturene skulle fjernes. Som barn frygtede hun næsten de dage mere, end når moren var stangdrukken.

Så skulle de lege familie. Sidde ved bordet som alle de andre, men hun vidste aldrig, hvornår moren kunne finde på at gå amok.

Når moren var fuld, kunne Elene Nielsen undskylde hendes opførsel med alkoholen, Når hun var ædru, var der ingen undskyldning.

- Jeg fik mange tæsk. Hun har slået mig hele mit liv. Det var mishandling, siger hun.

Hun kigger op og tøver. Hun ved ikke, om historien er passende, men beslutter sig alligevel for at fortælle.

Elene Nielsen er tilbage i barndommens køkken. Hun vasker op. Panden skal have en tur med sulfoen. Det får moren til at gå helt amok.

- Hun slog mig oven i hovedet med panden, siger hun.

- Hun slog mig med alt, hvad der var i nærheden.

Når de skulle bage og hygge, kunne den mindste fejl få den alkoholiserede mor til at tabe fatningen.

- Hun tæskede løs på mine hænder med kagerullen, siger Elene Nielsen.

Det var mellem Elene Nielsen var syv og 10 år, det var værst - hvis værst da giver nogen mening.

Den lille pige udviklede en spiseforstyrrelse og havde synkebesvær. Som otte-årig havde hun et BMI på 10, hvilket er meget lavt.

- Jeg vejede 19 kilo, fortæller hun.

I dag tror Elene Nielsen, at det skyldes, at hendes mor tvangsfodrede hende.

- Hvis jeg spurgte, om der var mad, kunne hun finde på at åbne en dåse cocktailpølser og begynde at proppe dem ned i halsen på mig. Og rugbrød..... Hun nød det. Jeg kunne se det i hendes øjne og høre det på hendes latter, siger hun.

I dag tror Elene Nielsen, det handlede om kontrol. Moren afreagerede på den sagesløse datter.

Elene Nielsens mor kom også fra et hjem uden grænser. Et hjem fyldt med alkohol og misbrug. Et offer for den sociale arv.

- Min mor har hele sit liv båret på et uforløst forhold til sin far, siger hun.

Elene Nielsens morfor er afgået ved døden.

Selv i dag prøver Elene Nielsen at dække over sin mor. Hun frygter morens reaktion, når hun læser denne historie.

Det er stadig svært at fortælle om overgrebne.

- Hun har slukket cigaretter på min arm. Brugt min mund som askebæger. Banket mit hoved ind et spejl. Hun har sparket mig, så jeg fik trykket et ribben, siger hun.

Elene Nielsen fortæller, at hun fik så mange tæsk, at hun hostede blod op, og at hun brugte tøj til at skjule de mærker, hun fik af volden.

- Jeg gik altid med lange ærmer og jeg sagde, jeg var klodset, siger hun.

Det var hendes pligt at sørge for, at det ikke blev opdaget.

Elene Nielsen har hele sit liv holdt hånden over moren. Beskyttet hende. I en naiv forestilling om, at hun kom og elskede sin lille pige.

Det var naivt. Meget naivt skal det vise sig.

arrow Sagen om Elene: Det store svigt. Kapitel 3.
23. juli 2018 kl. 11:15 Opdateret: kl. 11:15
arrow Sagen om Elene: Det store svigt. Kapitel 2
23. juli 2018 kl. 10:41 Opdateret: kl. 10:42
Stemmer du til kommunalvalget i år?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk