

Se billedserie
Der er rift om Beredskabsstyrelsens værnepligtige. Flere af dem har nemlig fået fast arbejde som pode-medarbejdere i testcenter Næstved og de øvrige centre, hvor der testes for Covid-19.
- Det er de helt rigtige folk til den type job. Under værnepligten har de gennemgået en omfattende førstehjælps- og redningsuddannelse, uddannelse i håndtering af farlige stoffer ved ulykker og meget mere, så det gør dem særdeles velegnede til jobbet med at pode danskerne, siger direktør for Præhospital Center i Region Sjælland, Benny Jørgensen.
Sendt til Ringsted
Foreløbig bemander 65 eks-værnepligtige de danske testcentre og det nylige store udbrud på svineslagteriet i Ringsted har skabt behov for yderligere assistance. Yderligere fire tidligere værnepligtige er sendt til Ringsted for at hjælpe byen gennem corona-krisen.
Chef for Beredskabscenter Sjælland i Næstved, Stig Hammerhøj, er stolt over at hans værnepligtige i stor stil bliver brugt til at pode danskerne for Covid-19.
- Det er unge mennesker, der gør hvad der bliver sagt. De har lært sig disciplin og omtanke, så jeg er kun glad for at tidligere værnepligtige i stor stil benyttes som specialister i testcentrene, siger Stig Hammerhøj.
Korporaler
De tidligere værnepligtige får titel og aflønning som korporaler og kontrakten med Testcenter Danmark løber foreløbig året ud.
Udover Næstved er der oprettet testcentre i følgende byer: Aarhus, Maribo, Odense, Aalborg, København, Hjørring, Thisted, Viborg, Herning, Esbjerg, Kolding, Roskilde, Bornholm, Ballerup, Hillerød og Hvidovre.
Testcenter Danmark har aktuelt kapacitet til at foretage 10.000 test om dagen. Analysen af de gennemførte test foregår på Statens Serum Institut.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her