

Se billedserie
Politiet og Næstved Kommune har besluttet at ændre reglerne for færdsel på Ydernæs.
Det sker efter gentagne henvendelser om gaderæs og vanvidskørsel på blandt andet Ydernæs sommeren over.
Helt konkret er det fremover ulovligt for uvedkommende at køre ind i området mellem klokken 20.00 og klokken 02.00 om natten.
Politiinspektør i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi Tom Trude er glad for, at politiet og Næstved Kommune hurtigt har fået de nye restrektioner på plads.
- Det betyder, at vi bedre kan skride ind overfor vanvidskørsel og gaderæs, siger han.
Forbuddet fremgik frem til natten til lørdag af skilte på området. Men ikke alle mente, at skiltningen var en god idé.
Derfor har en eller flere ukendte gerningsmænd skåret skiltene ned blot få timer efter, at er blevet sat på.
Sjællandske har modtaget fotodokumentation, men politiet kan ikke bekræfte hændelsen.
De nye restriktioner, der ikke længere fremgår af skiltene i området, giver politiet mulighed for at rejse sigtelser for overtrædelse af færdselsloven og udstede bøder, såfremt der sker uvedkommende kørsel i området.
- Ofte er der samlet en 20-30 stykker, sjældne gange kan der være op mod 50, har Tom Trude tidligere oplyst til Sjællandske om gaderæsene.
For 10 år siden oplevede politiet et lignende problem ved handelsskolen i Næstved. Her endte det også med et forbud mod kørsel i området for uvedkommende om aftenen og natten.
I dag hænger der skilte ved Profilbuen, hvor forbuddet fremgår.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her