I denne uge gennemfører politiet en målrettet færdselsindsats under navnet »Sikre veje«. Her har de fokus på alle færdselsarter og alle lovovertrædelser.
- Vi arbejder hver eneste dag for at nedbringe antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken, så vi vil ikke acceptere, at nogle trafikanter blæser på lov og regler. De skaber utryghed og bringer sig selv om andre i fare, siger Christian Berthelsen for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Politiet oplyser, at den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst eller dødsfald, er for høj fart.
Ifølge politiet udgør bilister hovedparten af de dræbte og tilskadekomne i trafikken. Derudover er fodgængere, cyklister, motorcyklister og knallertkørere også udsatte trafikanter.
Nogle af de uheld, der dagligt sker i trafikken kunne være undgået, hvis alle havde været opmærksomme, haft fokus på at færdes i trafikken havde løftet foden en anelse fra speederen, haft overskud til andre i trafikken, udvist empati, undladt at køre påvirket at spiritus eller euforiserende stoffet og helt generelt bare havde givet plads til hinanden og fulgt færdselsreglerne.
- I bund og grund handler det om at ændre adfærd. Det handler om at ændre en trafikkultur, så det, at færdes i trafikken, bliver en god og tryg oplevelse for alle, og det gælder uanset om man er gående, cyklist, bilist eller hvordan man ellers bevæger sig rundt i trafikken, siger Christian Berthelsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her