
Han er nummer tre på LAs liste i Sjællands Storkreds og tippes ikke de store chancer for at erobre en taburet på Christiansborg. Men John Axelsen giver det et skud.
Den lokale kandidat har masser af meninger - om bl.a. togdriften ind og ud af Næstved. Og han har også noget at have det i, da han er medstifter af Næstved Pendlerklub og selv er afhængig af solid offentlig transport ud af byen.
- Hvem siger det behøver være DSB, der transporterer os til København, siger John Axelsen og uddyber:
- Jeg så gerne at Sydbanen kom i offentligt udbud. Det har de gjort med succes i Vestjylland. Her er priserne reduceret med 30 procent og der leveres tog til tiden. Jeg anerkender, at DSB og Banedanmark har store udfordringer og er i gang med en plan, der på sigt vil gøre det bedre at bo i Næstved. Men jeg er overbevist om, at andre aktører kan gøre det mindst ligeså godt, siger John Axelsen, som Sjællandske har sat stævne på Næstved Station.
De 42-årige grafiker betegner sig selv som ægte liberal. Han blev træt af at se, hvordan politikerne disponerede over borgernes penge og blev hurtigt enig med sig selv om, at Liberal Alliance var den rette hylde at lande på.
- En anden mærkesag, ikke bare for mig, men for hele partiet er at vi fjerner registreringsafgiften på biler. Der er mange, for hvem en bil er helt nødvendig for at få hverdagen til at hænge sammen, og en billigere bil vil give en større frihed til familierne - særligt udenfor de store byer, siger han.
John Axelsen er også familiefar og formand for skolebestyrelsen på Ellebækskolen, afdeling Kalbyris. Derfor er han optaget af folkeskolens fremtid og han drømmer om at sætte skolerne fri, så de enkelte skoleafdelinger får meget mere medbestemmelse end de har i dag.
- Jeg mener, at skolerne bør gives frihed til selv at indrette sig på den måde, der giver mening lokalt. Forældre skal frit kunne vælge mellem offentlige skoler og privatskoler og så skal det være billigere at sende børn på fri- eller privatskoler. Tænk bare på alle de skoler som kommunerne lukker ude på landet, og som genopstår som friskoler. Her er forældre tvunget til at betale til noget som før var gratis, siger John Axelsen.
Pengene til at finansiere de mange løfter skal ske ved at slanke og effektivisere den offentlige sektor. Og alt der er privat - det er typisk bedre end det offentlige. I hvert fald i følge John Axelsen, nummer tre på stemmesedlen hos Liberal Alliance.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her