21. september 2021
Det første værk viser »Pandemic Pete«, der står med de grønne sko solidt placeret på en virus. Fotos: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Det første værk viser »Pandemic Pete«, der står med de grønne sko solidt placeret på en virus. Fotos: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Pandemiske kunstværker blev vejen ud af stress og depression

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Pandemiske kunstværker blev vejen ud af stress og depression
Næstved - 30. juli 2021 kl. 09:30
Af Kristina Herlev Wulff

Han står rank. Armene er fromt foldet under hagen. Hans kåbe forgrener sig og slår rødder i Munkebakkens jord.

Præcis som du kender munken.

Men kig nærmere på hans ansigt.

Kan du se det blå?

Det aflange, blå foran hans ansigt - konturen af den nu alt for genkendelige del af vores hverdag.

Mundbindet.

Kunstneren har afbilledet de kendte munke iført et af pandemiens mest iøjnefaldende symboler.

- Bare for at vise, at det påvirker alle. Det er der ikke nogen, der slipper for.

Ordene kommer fra Will Penny, der har lavet kunstværket.

Sammen med 18 andre kunstværker udgør det hans pandemiske arv.

De værker, der for ham handler om pandemi, politik - og psyken.

Hver et penselstrøg trak ham nemlig længere og længere ud af depressionens greb. Angstens ukærlige favntag. Stressens klamme hånd.

Men for at komme dertil, skulle han først finde sig selv siddende i sofaen. Apatisk. Svedende.. Og ude af stand til at arbejde.

Men lad os starte med begyndelsen.

»Kærlighedsindvandrer«

Oprindeligt er Will Penny, som navnet måske indikerer, ikke fra Danmark.

Han flyttede fra hjemlandet England til Danmark for 26 år siden som det, han selv betegner som en »kærlighedsindvandrer«.

Han have mødte Jeannette Østergaard Penny, som han skulle giftes med.

- Mine forældre sagde: »kunne du ikke bare finde en spansk eller fransk pige, så du kan bruge sproget andre steder?«, siger Will Penny med et grin.

Otte år senere flyttede de så til Næstved, og da Will Penny var færdigudlært på lærerseminariet i Vordingborg, fik han job som skolelærer i Næstved.

- Jeg synes, det er så ironisk, at jeg er blevet skolelærer. For jeg var den værste elev nogensinde, siger han muntert og beretter om de næsten daglige ture til inspektørens kontor.

Ikke nogen bremser

Jobbet som skolelærer faldt alligevel i god jord hos den tidligere skole-lømmel.

- Det var fantastisk, for børn bliver behandlet anderledes i dag. Og man kan bande i klassen. Det gør jeg faktisk hele tiden. Og børnene skal lære nogle nye bandeord, fastslår han.

Samtidig kom hans sprudlende personlighed til sin ret foran eleverne.

- Jeg er meget autentisk. Jeg har ikke nogen bremse på mange forskellige måder, siger han.

Men tilværelsen som skolelærer byder på konstante ændringer.

Og efter fem år gik han fra at undervise de store børn, som han er så glad for, til at skulle undervise de mindre.

Og det er han ikke begejstret for.

Familien ramt af Covid-19

Det bliver næsten trættende at sige. Og skrive. Men så ramte 2020. Også i Will Pennys liv.

Og måske endda med særlig hård kraft. For familien i England blev også ramt af den hærgende virus.

- Min søster mister sin svigermor meget tidligt i coronakrisen. Og det var covid, hun fik. Så har jeg min gamle mor som næsten var under husarrest i halvandet år, fortæller Will Penny.

Hans mor er 85 år. Og fordi hun stort set ikke kunne gå udenfor, begyndte de to at ringe sammen hver dag.

Og det blev faktisk et lyspunkt i pandemien.

- Det har været virkelig dejligt at snakke med hende hver dag og bare høre, hvordan det går.

Men for Will Penny selv gik det ikke godt.

Den svære hjemmeskole

Som lærer stod den på hjemmeskoling under nedlukningen. Og det fungerede slet ikke for den energiske Will.

- Jeg kunne bare mærke, at jeg blev mere og mere ukoncentreret og næsten ligeglad. Og det har jeg aldrig prøvet før.

En dag kommer hans hustru hjem og finder ham siddende apatisk i sofaen. Han sveder. Og stirrer lige ud i luften.

- Så snakkede vi om det. Så kunne jeg virkelig mærke, at jeg ikke havde lyst til at være i skole. Og jeg kunne ikke fysisk komme ind i skolen, fortæller Will Penny.

Det skal vise sig, at han er ramt af en ondskabsfuld treenighed: Stress. Angst. Og depression.

Og senere bliver han også diagnosticeret med ADHD.

Et rigtig godt forslag

Will Penny mistede også sit job - men faktisk var det ikke en så dårlig ting endda

- Det var en lettelse. For det var ikke mig, der havde truffet beslutningen, siger han.

Som et led i sin behandling går Will Penny til psykolog.

Her har han fortalt, at han er gået lidt i sin kunstner-fars fodspor. Han har blandt andet malet og tegnet.

Psykologen foreslår derfor, om det kunne være en idé at male?

- Jeg kan bare mærke, at jeg bliver fanget. Det var meget tydeligt, hvad emnet skulle være. Det var der ingen tvivl om. Det skulle handle om covid!

Og for hvert penselstrøg får kunstneren det bedre og bedre.

- Mens jeg malede, kunne jeg ikke mærke, at tingene var svære eller noget som helst. Jeg sad der med mine hovedtelefoner og spillede virkelig høj punkmusik. Og jeg forsvandt bare fuldstændig. Det hjalp faktisk ret meget, fortæller han.

Faktisk så meget, at han værk for værk kunne mærke en bedring.

- Al min angst og stress forsvandt lige pludselig. Det var faktisk virkelig dejligt.

Historien skal fortælles

Og så var de der. De 19 værker.

Hvor den centrale figur har fået det passende navn »Pandemic Pete«. Og hvor der er en slet skjult kritik af de mere højredrejede politiske ledere.

- Jeg kan ikke sidde og male blomster eller noget som helst. Jeg har en politisk holdning, understreger kunstneren.

Men hvad nu? De skulle ud. Ud i verden. Ud i byen.

Så Will Penny kontaktede Simone Kiær Jensen, der står bag Næstved By People.

Det er en forening, som prøver at skabe mere liv i Næstved gennem flere arrangementer med fokus på oplevelser og fællesskab.

Og da Simone Kiær Jensen så billederne i sin indbakke, vidste hun, at de skulle udstilles. De skulle ud i Næstved.

- Jeg synes, Wills historie er helt vildt vigtig at fortælle. Og jeg tror, der er mange, der kan relatere på den ene eller anden måde. Men jeg tror, det nogle gange kan være lidt tabu. Så det kan være med til at få det tabu italesat på en eller anden måde, siger Simone Kiær Jensen.

- Will er gået gennem angst og depression, og pandemien har påvirket ham i en negativ retning. Der er jo mange, der desværre har haft den oplevelse. Og det synes jeg er sindssygt vigtigt ikke at negligere. Men at man netop er fælles om, at det er noget lort på en eller anden måde, påpeger hun.

Samtidig skal der også være noget positivt i projektet.

- At Will prøver at vende det til noget positivt. At der er kommet nogle vildt fede værker, som kan være med til at italesætte noget af det her. Og at det er en måde at komme over depression og angst er sindssygt fint, synes jeg.

Værkerne skal tale

Så nu sker det. Fra på mandag kan du se værkerne ganske gratis i Boderne på Sct Peders Kirkeplads 8 fra klokken 12-16.

- Jeg har ikke et problem med Janteloven. Jeg er en blærerøv. Så jeg synes, det bliver spændende, indrømmer Will Penny bramfrit.

Og besøger du udstillingen, vil du finde et lærred til slut. Og nogle tusser. Dem skal du bruge til at notere, hvad pandemien har betydet for dig. På godt og ondt.

- Nu har vi været hver for sig i halvandet til to år. Nu skal vi skabe noget fælles. Det bliver lidt et fælles værk, som måske kan følge udstillingen, hvis den skal andre steder hen. Og et værk, som der hele tiden kan bygges ovenpå. Nu står man sammen. Sammen i et fælles værk, nu vi har været så meget adskilt, forklarer Simone Kiær Jensen.

Han håber også, at værkerne vil tale til publikum.

- Jeg håber at de kan se, at det er ekstremt relevant for alle. Jeg tror, at det er de vigtigste ting for mig. At de kommer og siger: »Det kan jeg huske. Og godt at jeg kan huske det«. Jeg håber, at mine billeder påvirker så mange som muligt, fortæller Will Penny.

For ham vil det nu heller ikke gøre noget, hvis nogen ligefrem kan lide værkerne.

- Min kone er bange for, at jeg tror, jeg er den næste Picasso. Og jeg ved godt, at det er jeg ikke. Men det hjælper lidt på mit ego, når folk synes, at det har en værdi.

Derfor har han også et stille håb om, at der måske er nogen, der har taget lidt penge med, når de ser hans værker.

Og han skulle hilse at sige fra sin hustru, at hun har samme håb.

- Hun vil også gerne have, at vi sælger nogen, for hun har ikke plads i kælderen, siger han med et smil.

Tab af identitet

For kunstneren er det ikke slut her. Værkerne er godt nok færdige. Men han håber, at de kan få et nyt liv alligevel.

- Jeg vil også gerne bruge dem, når skolen starter igen. Billedkunstlærere kan komme med deres klasse, og jeg kan lave et lille foredrag om det. Det kunne faktisk være lidt sjovt, hvis jeg kunne stå foran en klasse igen, forklarer han.

For når udstillingen lukker 19 dage efter åbningen, så skal han til at se sig om efter et nyt arbejde.

- Min kone knokler. Og jeg tror også, det vil være dejligt, at jeg kan komme tilbage og bidrage med noget til familien, fortæller han.

- Jeg føler mig som en husmor. Jeg har vasket tøj, jeg har købt ind, lavet mad. Og det har jeg ikke nogen problemer med. Men det er mere et identitetsproblem. Jeg har været skolelærer 14 år. Og det er en stor del af min identitet. Jeg skal finde ud af, om jeg skal tilbage. Ellers skal jeg finde en ny identitet. Og jeg ved ikke lige nu, hvor det skal være.

Synes du, at kommunen er der for dig?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk