Dy Plambeck har skrevet den anmelderroste og voldsomme roman »Til min søster« om de to meget forskellige søstre Andrea og Ayas forhold. Du kan møde forfatteren på Næstved Bibliotek til foredrag tirsdag den 24. november klokken 18.30.
Dy Plambeck er blevet karakteriseret som en af sin generations mest talentfulde og originale forfattere. Hun er desuden kendt for sit store samfundsengagement som debattør og skribent for blandt andre Weekendavisen, Politiken og Information. Hun har modtaget flere priser for sit forfatterskab, senest Politikens Litteraturpris 2019 for »Til min søster«.
I bogen møder man de to søstre, hvor Aya lige har født en datter, efter at faren har forladt hende - og Andrea forlader sin voldelige kæreste. De tager sammen med den lille pige til Sverige, og i resten af romanen foldes deres fortid og fælles historie sig ud.
I dette foredrag, som er en del af optakten til næste års litteraturfestival, Næver Ending Stories, fortæller Dy Plambeck om arbejdet med romanen, der udkom i 2019, og læser uddrag op.
Dy Plambeck går på scenen klokken 19, og som optakt klokken 18.30 vil der være oplæsning af en tidligere elev fra forfatterlinjen på Talentskolen i Næstved. Vedkommende annonceres på et senere tidspunkt. Arrangementet slutter klokken 20.30. Det er gratis at deltage, men man skal tilmelde sig på forhånd via bibliotekets hjemmeside.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her