

Se billedserie
BonBon-Land kom ud af 2017/2018 med et underskud på 4,2 millioner kroner.
Det er 12. år i træk, at den lokale forlystelsespark har underskud, men underskuddet er væsentlige mindre end sidste års resultat på minus 6,8 mio. kroner.
Oversat til dansk står der i ledelsens årsberetning i årsregnskabet for 1. oktober 2017 til 30. september 2018, at regnskabet »viser en vigtig forbedring af resultatet«.
Det er ikke en gængs kommentar i en ledelsesberetning, så det må have været ret vigtigt for parken, der siden 2007 har været ejet af den spanske forlystelseskoncern Parques Reunidos, at underskuddet blev reduceret væsentligt.
At her er tale om en forbedring med 39 procent er ifølge samme beretning helt i overensstemmelse med langtidsplanen for BonBon-Land.
Ledelsen arbejder videre med at få lavet hvad de betegner som »operationelle forbedringer«, hvilket også omfatter nye investeringer i aktiviteter, der skal sikre en forbedring af den fremtidige udvikling. Oversat til mere almindeligt dansk er det investeringer i parken, og det kunne være interessant at vide, om de nævnte investeringer er forlystelser eller andre ting, som kommer de besøgende i parken til gode, men det spørgsmål kan de ifølge BonBon-Lands presseansvarlige Mette Christiana Nielsen ikke udtale sig om.
Hverken Mattis Wilmms, direktør for BonBon-Land, eller Mette Christina Nielsen har nogen som helst kommentarer til regnskabet. Begge var på ferie fredag, hvor regnskabet blev offentliggjort.
- Vi har det statement, som fremgår af regnskabet. Vi har ikke yderligere kommentarer ud over den tekst, skriver Mette Christina Nielsen i en sms til Sjællandske.
Læs mere i Sjællandske.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her