20. februar 2020
Billedet er fra Bon Bon-fabrikken på Marskvej i 1969. Privatfoto
gallery icon

Se billedserie

Billedet er fra Bon Bon-fabrikken på Marskvej i 1969. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Marcipanbrødenes mester er død

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Marcipanbrødenes mester er død
Opdateret 20. januar 2020 kl. 11:22
Næstved - 20. januar 2020 kl. 06:49
Af Robert Andersen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Kaj Flemming Petersen er død. Han blev 93 år.

arrow Læs også: Østrigsk filmaften i sognegården

Han var i mange år ejer af en chokoladefabrik på Marskvej i Næstved. Han var ikke kendt i bredere kredse, men det var marcipanbrødene.

Når man siger Bon Bon, tænker de fleste nok på Bon Bon Land, Hundeprutter, Store Babser og måske erhvervsmanden Michael Spangsberg. Men historien om Næstveds chokoladefabrik begyndte et helt andet sted.

I 1930 grundlagde Kaj Flemming Petersens far, Magnus Petersen, konfekturefabrikken Bon Bon med særligt fokus på marcipanbrød og slikkepinde af meget høj kvalitet. I en periode var Bon Bon landets næststørste producent af marcipanbrød - kun overgået af Anthon Berg.

Sønnen Kaj Flemming Petersen var klar til at komme ind i familiefirmaet, da han efter endt uddannelse i Danmark, Holland og Schweiz vendte hjem til Næstved i 1952.

Han blev gift med Jonna i 1952 og parret havde nok erkendt, at der ikke ville komme nogen børn, men i 1961 lykkedes det alligevel, og Birgitte Kjer kom til verden.

- Jeg var enebarn, og jeg blev forkælet, siger hun.

De to stædige

I 1962 overtog Kaj Flemming Petersen ledelsen af fabrikken sammen med sin kone. I 1966 var de vokset ud af fabrikken i Farvergade og kunne flytte over i en helt ny 2.500 kvadratmeter stor fabrik på Marskvej.

Det var ikke kun Danmark, de kunne nyde godt af de søde sager. Store dele af produktionen gik ud af landet - til blandt andre Canada, Spanien og de nordiske lande.

Birgitte Kjer kan huske, at hendes far arbejdede meget. Det var ikke kun et arbejde, men også en hobby.

- Han levede for den virksomhed, siger hun.

Men da han fik det rette tilbud, slog han alligevel til - måske også i erkendelse af at Birgitte Kjer ikke ville overtage familievirksomheden.

- Nej, jeg ville mit eget. Vi var lige stædige, og jeg kunne se, hvordan de måtte knokle.... men i dag havde det måske været meget rart at have sit eget, siger hun.

Det var ejeren af Karen Volf småkager Poul Spangsberg og sønnen Michael, der var interesseret og købet blev gennemført i 1985. Kaj Flemming og Jonna Petersen fortsatte som henholdsvis konsulent og bestyrer af chokoladebutikken i Gøyernes Gård, inden de helt stoppede i 1988.

En tusindkunstner

Nu var det tid til et nyt liv, og hvis man tror det skulle foregå i sus og dus så må man tro om.

- Min far var ikke nærig, og vi manglede aldrig noget, men han var påholdende. Jeg tror det gælder for mange, som er opvokset under krigen, siger Birgitte Kjer.

Parret boede mange år i Kobberhuset i Teatergade, men rigtig meget tid blev brugt i sommerhuset i Karrebæksminde.

Her havde Kaj Flemming Petersen en dobbeltgarage, hvor han hyggede sig med at restaurere gamle biler - især Chevrolet.

- De havde ikke udlængsel. Han var lidt Storm P-agtig - en tusindkunstner, og ville hellere går og rode i garagen, siger hun.

Han satte en ære og glæde i at lave tingene selv - selv om det kunne købes billigere.

Men frem for alt nød de livet efter salget. De rejste lidt, mest til Frankrig, men aldrig noget ekstravagant.

Birgitte Kjer fortæller, at man altid kunne regne med en hjælpende hånd. Kaj Flemming Petersen gik straks i gang, hvis der var brug for hjælp.

- Han kom tit og hjalp os i Roskilde, siger hun.

Svaghedstegn

De senere år gik trafikken dog den anden vej. Birgitte Kjers familie måtte tage til Næstved, da helbredet begyndte at svigte, og Kaj Flemming Petersen ikke længere kunne køre bil.

- Han kørte, til han var 90 år, og vi var ikke nervøse for at køre med, siger hun.

De senere år blev han svagere. Parret flyttede på plejehjem - et nødvendigt onde, som de sagde. I november sidste år faldt Kaj Flemming Petersen og brækkede hoften. Det kom han sig aldrig helt over.

- Han døde 9. januar, som en svag gammel mand. Mæt af dage, siger Birgitte Kjer.

Hun vil huske sin far som en vidende og hjælpsom mand med en underfundig humor, der elskede historie.

Den tidligere marcipanbrødsmester var for øvrigt ikke vildt begejstret for alle de muntre navne som Michael Spangsberg fandt på til slikket, da han overtog, fortæller Birgitte Kjer.

- Nej, det brød han sig ikke om, siger hun og griner.

Kaj Flemming Petersen var også medlem af Odd Fellow Ordenen i 32 år.

Bisættelse

Kaj Flemming Petersen blev født 6. januar 1927 i Maribo og døde 9. januar i Næstved. Han efterlader sig hustruen Jonna, datteren Birgitte Kjer og sin øjesten, barnebarnet Christina.

Han bliver bisat fra Sct. Peders Kirke torsdag 23. januar klokken 13.00.

Senere bliver urnen sat ned på Herlufsholm Kirkegård.

arrow Herlufsholm Kirke genåbner i en digital udgave
25. januar 2020 kl. 15:20 Opdateret: kl. 11:24

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk