

Se billedserie
Kampen mod den lumske virus Covid-19 er flyttet til Grimstrupvej. Onsdag lukkede Testcenter Danmark de hvide telte i Rådmandshaven, og her til morgen genåbnede testcenteret i nye lune lokaler på Grimstrupvej 185.
Den grå murstensbygning, der tidligere har fungeret som administrationslokale for emballage-virksomheden Peterson Packaging, skal frem til udgangen af 2021 teste såvel syge som raske borgere. Samfundssporet, altså folk der har booket en test uden selv at føle sig syge, åbnede i dag, mens sygesporet, hvor folk møder op med symptomer og lægehenvisning, åbner i morgen fredag.
- Samfundssporet og sundhedssporet får hver sin separate indgang, så de to grupper ikke kommer i kontakt med hinanden. Vi skal lige have monteret en skillevæg, og så er vi klar, siger direktør for Præhospital Center, Benny Jørgensen.
Torsdag formiddag stod folk i kø for at blive testet. Mængden af test er accelereret den seneste måned i takt af smitteopsporingen tager fart - og flere må en tur forbi testcenteret for at vide sig sikre på, at de ikke bærer smitten videre.
Og folk kommer langvejs fra. En skolelærer fra Vallensbæk havde meldt sig i køen, efter hun var blevet hjemsendt, da en elev i hendes klasse var blevet smittet.
- Jeg gik ind på coronaprøver.dk - og her poppede Næstved op - så var det bare om at gribe chancen, fortæller hun.
Hidtil har testcenteret kun podet børn over 12 år for Covid-19. Men nu udvides adgangen for børn helt ned til to år, så familier ikke behøver tage på langfart for at blive testet.
I Næstved er der den seneste uge konstateret otte smittede, mens nabokommunen Slagelse er langt hårdere ramt med 41 nye corona-ramte den seneste uge, viser friske tal fra Statens Serum Institut.
Næsten to millioner danskere har ladet sig teste, 18.607 er blevet testet positive og 628 personer er døde.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her