Sagen om 91 hunde, der blev fjernet fra en gård uden for Hyllinge efter voldsom vanrøgt, fyldte massivt i medierne i sidste uge. Nu bringer den 31-årige kvinde, der er sigtet i sagen, igen sig selv i fokus.
Hun har nemlig klaget over, at Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har fjernet hundene. Det skriver Sjællandske.
- Hun har påklaget det til Rigspolitiet, som man kan i sager, hvor hunde bliver fjernet. Det er hun selvfølgelig i sin gode ret til, siger Niels Denny Sørensen, leder af lokalpolitiet i Næstved.
- Vi regner med, at de afgør klagen hurtigst muligt. Det plejer ikke at tage lang tid. Hundene er fjernet, så det kan der ikke ændres på, ligesom det heller ikke ændrer ved sigtelserne mod hende, forklarer han.
Kvinden vil blive sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven, ligesom politiet skal have klarlagt, om hun også skal sigtes for ulovlig kenneldrift.
Herefter vil det være op til anklagemyndigheden at afgøre, hvilken straf man vil gå efter.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her