
En veritabel skraldekrig, hvor forsyningsselskaberne konkurrerer om affaldet. Det er, hvad der venter os, efter at regeringen og et bredt flertal i Folketinget i sommer indgik en aftale om fremtidens skraldeafhentning. Klimaaftalen indebærer nemlig, at kommunerne om senest fem år skal sende deres husholdningsaffald i udbud.
Direktør i Amager Ressourcecenter Jacob Hartvig Simonsen forudser derfor et kommende scenarie med lastbil efter lastbil, der kører skrald op og ned ad Sydmotorvejen, hvis forbrændingsanlæggene fremover skal udkonkurrere hinanden.
- Hvis affaldet bliver udliciteret, så vil vi byde på skraldet fra Næstved. Det er klart - og hvis vi vinder, så vil du se en kortege af lastbiler fyldt med skrald på vej mod København, forudser Jacob Hartvig Simonsen.
Energichef i Affald Plus, Ole Andersen, bekræfter scenariet og hæfter sig ved, at forbrændingsanlæggene i Roskilde og København er bygget med overkapacitet, og der derfor bliver kamp om skraldet på Sjælland.
- Det vil efterlade Næstved-området og Næstved Fjernvarme med et kæmpe problem, da de således er tvunget til at finde på alternativer til den affaldsvarme de modtager i dag fra forbrændingsanlægget på Ydernæs, siger Ole Andersen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her