

Se billedserie
Stien fra Svingkærvej til Egernvænget i Tappernøje, som dagligt benyttes af mange gående og - når vejret tillader det - cyklende, er spejlglat.
Steffen Søgaard, driftsleder ved Park og Vej, erkender, at der er sket en fejl.
- Nogle gange falder ting mellem to stole. Jeg ved ikke, hvordan det er sket - jeg kan bare konstatere, at den ikke har været en del af vinterruten, siger Steffen Søgaard og fortsætter:
- Da vinterruten er blevet lagt, har den ikke været udlagt som offentlig sti. Det er den så blevet efterfølgende. Det har vi ikke fået besked om.
Nogle steder kan grundejerforeninger have forpligtelsen til at sikre fremkommeligheden på offentlige stier, men det er ikke tilfældet her.
Artiklen fortsætter under billedet

Vinterberedskabet er kørt lige forbi stien, der skulle have været ryddet men i stedet er trampet spejlglat. Foto: Nina Lise
Til gengæld kan Steffen Søgaard konstatere, at nogle stikveje på den nærliggende Harevænget har fået saltet og ryddet sne. De ryger nu af kortet.
- På stien har vi ikke gjort, hvad vi skulle. Til gengæld har vi saltet på nogle stikveje, hvor vi ikke havde forpligtelsen. Så det bliver der rettet op på nu. Der må være lige vilkår for alle, siger Steffen Søgaard og tilføjer, at stien kommer med, næste gang sneen falder.
Også stien til byens eneste indkøbsmulighed, Fakta, var efter sidste uges snefald i flere dage dækket af is. Her er sagen dog en anelse mere speget. Stien er asfalteret med græsrabat ud til vejen, men der er ikke cykelsti- skiltning.
- Stykket ligger på Faktas egen matrikel, så derfor er det deres forpligtelse. Stykket før ligger på grundejerforeningens matrikel, så det skal de sørge for. Vi kan ikke gå ind på andre folks matrikler, siger Steffen Søgaard.
Artiklen fortsætter under billedet

Det tager kun fem minutter at handle i Fakta - medmindre man skal rundt om skadestuen først. Foto: Nina Lise
Anderledes forholder det sig på cykelstier. Her kommer kommunen med skovl og salt.
Ifølge Pernille Haagensen, formand for Lokalrådet for Tappernøje og Omegn, har lokalrådet ikke for nylig diskuteret snerydning. Men man har også været stækket af corona i forhold til at kunne holde møder, siger hun.
- Det er noget, vi i lokalrådet er meget opmærksomme på og også vil holde øje med. Vi skal have møde 28. januar - her vil det formodentlig blive taget op, siger Pernille Haagensen.
- Det kan ikke være rigtigt, at folk ikke kan komme i Fakta eller gå en tur rundt i byen, fastslår hun.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her