

Se billedserie
Hvor må du bygge, og hvor må du bo? Svarene kan du finde i Næstveds nye kommuneplan, der nu er blevet gjort digital, så den enkelte husejer har mulighed for at taste sig ind på adressen og se, hvad der er af planer for lokalområdet.
- I områder, hvor der er udlagt en lokalplan, er det til enhver tid lokalplanen, der gælder. Men hvis du bor på landet eller i mindre byer uden lokalplan, er kommuneplanen et godt værktøj, hvis du vil blive klogere på, hvad der skal ske i lokalområdet, siger planchef i Næstved Kommune, Peter Søndergaard.
Han peger på, at den nye elektroniske version kan bruges til at orientere sig om, hvad kommunen har af planer i området.
- Vil en kommende kommuneplan f.eks. give mulighed for, at der kan bygges anderledes på nogle af naboarealerne? Eller at nogle arealer sikres som grønne og rekreative arealer - det kan nu undersøges helt ned på matrikelniveau, siger Peter Søndergaard.
Lokalplanen sendes i høring på mandag, og den fortæller om udviklingspotentialet for Næstved, samt de fire centerbyer Brøderup-Tappernøje, Fuglebjerg, Fensmark og Glumsø.
13 såkaldt levedygtige landsbyer i kommunen er også omfattet af planen. Det er byer på mellem 200 og op til 1.000 indbyggere. Den mindste er Skraverup (215 indbyggere) - den største er Toksværd (810 indbyggere).
Kommuneplanen viser også, hvor der i fremtiden kan bygges flere sommerhuse. Her har man peget på et område nær De Hvide Svaner i Karrebæksminde, til gengæld er yderligere sommerhusbyggeri på Lungshave/Enø taget ud af planen, da området kolliderer med strandbeskyttelseslinjen.
Det nye digitale værktøj er også værd at gå ombord i, hvis du vil se bevaringsværdige bygninger, bevaringsværdigt landskab, og hvor der er planer om mere skov i kommunen.
Kommuneplanen sendes i høring frem til 8. marts, og fra på mandag har alle borgere mulighed for at komme med deres høringsforslag.
Du finder planen her: http://naestved.viewer.dkplan.niras.dk/plan/3#/1221
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her