25. september 2021
Storbritanniens, Tysklands, Sveriges og Norges flag hænger stadig udenfor Hotel Kirstine, men denne sommer er det primært de danske turister, som overnatter på det gamle hotel. Fotos: Jeppe Sahlholdt
gallery icon

Se billedserie

Storbritanniens, Tysklands, Sveriges og Norges flag hænger stadig udenfor Hotel Kirstine, men denne sommer er det primært de danske turister, som overnatter på det gamle hotel. Fotos: Jeppe Sahlholdt
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hotel Kirstine var i gæstedepression, men som en blessing in disguise reddede corona sæsonen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hotel Kirstine var i gæstedepression, men som en blessing in disguise reddede corona sæsonen
Næstved - 30. juli 2021 kl. 15:16
Af Jeppe Sahlholdt

Spørger man Henrik Green, om antallet af overnattende gæster på hans hotel er gået ned af bakke eller op, laver hans arm en slange i luften. Det er gået op og ned i hotelbranchen, siden coronakrisen i marts 2020 lukkede alt ned. Få dage efter det historiske pressemøde var ejeren af Hotel Kirstine i Næstved tvunget til at fyre 75 procent af sine ansatte.

arrow Læs også: Der er stadig krummer i Krummerup

Krisen har gjort ondt på det smukke, 4-stjernede hotel, hvor hotelophold, restaurantbesøg og private arrangementer har hængt i en uvishedens tråd gennem halvandet år.

Men denne sommer er tingene begyndt at lysne for Henrik Green og Hotel Kirstine. Selv inden coronakrisen var omsætningen fra turister stagneret i Næstved, men pludseligt ligger der igen turister i hotellets Hästens-senge.

Det er primært danske besøgende, som booker ophold i Næstved, fortæller Henrik Green, men på den måde har coronakrisen faktisk været en blessing in disguise for hotellet, lyder det. For mens resten af verden stadig er ramt af omsiggribende restriktioner og udgangsforbud, er der maskefrit i Danmark, og det udnytter danskerne - ligesom sidste sommer. Flere bliver i landet, og det kan mærkes på Hotel Kirstine, men Henrik Greens arme er ikke helt oppe over hovedet.

- Det har været en ret skræmmende udvikling at følge, og jeg er alvorligt bange for at de danske turister forsvinder igen til efteråret, men denne sommer har været den bedste for os i mange år, siger han og tager en slurk af sin kaffe med mælk i fra en af hotellets brune lænestole. Der spiller klassisk musik på højtalerne, og flere mennesker går ind og ud af receptionen, imens vi taler. I lokalet ved siden af sidder et stort selskab og hygger sig i læ fra den voldsomme blæst udenfor.

- Det har ikke været sjovt at være kroejer, og der har været alt for mange tomme senge de senere år, men jeg håber stædigt på, at vi kan fastholde nogle af de gæster, som vi har fået denne sommer, fortæller hotelejeren.

De har lidt

Kommunens indsats for at få flere overnattende turister til Næstved skal styrkes fremadrettet, og det momentum en flot dansk sommer kan have givet, skal udnyttes, fastslår Henrik Green. Den vision bliver bakket op af chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i brancheorganisationen Horesta, Annette Hyldebrandt. Hun fastslår, at der er en udfordring med at tiltrække turister til de sydsjællandske byer.

- De har lidt, og må være blandt de fagfolk med de mest positive briller, for det er generelt blevet sværere at tiltrække turister i disse år. Og særligt for provinsbyer som fx Næstved og Slagelse, som ikke har kyster og strande, som nemmere tiltrækker turister som eksempelvis i Odsherred på Sjælland gør, fortæller Annette Hyldebrandt.

Brede kendskabet ud

De nye destinationsselskaber i Region Sjælland arbejder meget målrettet med turismeudvikling, og lige nu pågår et strategisk arbejde forankret under Dansk Kyst og naturturisme som netop har fokus på udvikling af turismen i Region Sjælland, fortæller Annette Hyldebrandt. Hun kalder det en fokuseret indsats for at få flere både danske og udenlandske turister til at besøge Sydsjælland på ferien.

- Der er ingen nemme løsninger, for du kan jo ikke bare bygge en pendant til Møns Klint ude i ingenting. Turismen ved naturskønne områder klarer sig bedre, og her er kendskabet til Næstved nok ikke stort nok, hvilket er synd, for Susåen er for eksempel et af de mest vidunderlige natursteder i landet. Så meget af det handler om at brede kendskabet ud om alle de attraktive steder, lyder det fra Annette Hyldebrandt.

Negativ retning

VisitDenmark offentliggjorde tidligere på måneden sin analyse »Turismens økonomiske betydning i Danmark 2019«. Her fremgår det af tallene, at turismeomsætningen i Næstved Kommune ikke har rykket sig det store fra 2017 til 2019 - altså allerede inden coronakrisen - og når tallene for 2021 bliver udgivet om to år vil udviklingen sandsynligvis kun være gået i en negativ retning, fortæller Annette Hyldebrandt.

Næstved har en del endagsturister, og missionen for kommunen skal netop være at gøre dem til overnattende turister, fortæller Anders Gjesing, der stiller op til byrådet for Socialdemokratiet ved efterårets kommunalvalg.

- Der ligger store gevinster ved at få flere mennesker til at overnatte her, end hvis de tager toget direkte hjem inden aftensmaden, siger han.

Bred palette

Næstved har ifølge ham en bred palette af tilbud, og turisterne skal ifølge byrådskandidaten få øjnene op for, at Næstved ikke »bare« er en endagstur til BonBon-Land med ungerne.

- Alt skal støves af og sættes frem på den virtuelle købmandshylde.

- Vi skal vise alle de gode institutioner, private aktører og naturperler, som vi har i byen, frem til danskerne. lyder det.

Næstved skal fremover være det bedste udgangspunkt for at se og opleve Sydsjælland, men det kræver en stærkere og mere fokuseret indsats fra kommunen, som skal markedsføre byen bedre, fortæller Anders Gjesing.

Lukke og slukke

På Hotel Kirstine sidder Henrik Green i lænestolen og ræsonnerer over, hvad han og hotellet skal gøre, hvis landet igen lukker ned i efteråret, og danskerne igen bliver væk fra Næstved.

- Der er stadig den der uvished, som er virkelig irriterende. Jeg har ikke noget bud på en løsning her og nu, men noget skal der gøres, for det er en generelt kedelig tendens på hele Sydsjælland, og alene i Næstved har jeg set flere hoteller og vandrehjem lukke og slukke de seneste år, siger han.

Der er ændret og tilføjet i chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i brancheorganisationen Horesta, Annette Hyldebrandt citater i forhold til den første udgave.
Mvh
Sjællandske

arrow Bylaug vil flytte havnen til nyt sted og sælge 200 byggegrunde
31. juli 2021 kl. 04:43 Opdateret: kl. 16:59
arrow Klima og verdensmål skal fylde mere i næste byrådsperiode
30. juli 2021 kl. 13:56 Opdateret: kl. 13:56
Stemmer du til kommunalvalget i år?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk