

Se billedserie
Seniorbofællesskabet Hermanhaven ved Fasanvej får nye naboer. Navnet er Augusthaven - en tro kopi af Hermanhaven - men alligevel er der én markant forskel for de seniorer, der er på vej ud af eget hus for at flytte ind i noget mindre og mere overkommeligt - i en boligform, der dyrker fællesskabet.
- Augusthaven bliver vores første andelsboligprojekt. Vi har vurderet markedet og tror, at denne boligform passer fint ind i bybilledet, siger kommunikationschef i ejendomsselskabet Tetris, Martin Wagner.
Han peger på, at andelsboligformen kan give folk en større ejerfornemmelse end hvis de bor til leje.
- Principperne omkring fællesskabet med de øvrige beboere er de samme som i Hermanhaven. Man skal kunne se sig selv sammen med andre, siger Martin Wagner.
Det bliver Danbolig Næstved og København, der får til opgave at formidle salget af den nye boligform i byen. Byggeriet er godt i gang og der forventes indflytning i december.
- Det er ikke ligefrem hverdagskost, at vi får 60 andelsboliger til salg her i byen. Og jeg tror på at mange seniorer har pænt med friværdi og dermed kan sidde billigere i boligydelse, end hvis de bor til leje, siger indehaver af Danbolig Næstved, Allan Hansen.
Priserne starter ved 400.000 kroner for de mindste af boligerne, singleboliger på 53 kvadratmeter og en månedlig boligydelse på 4.000 kroner. For de større boliger på 76 kvadratmeter starter priserne ved 517.000 kroner og en månedlig ejerudgift på 5.300 kroner. Boligerne henvender sig til seniorer uden hjemmeboende børn.
- Når du køber en andel i Augusthaven, så køber du også en andel i fællesskabet. Jeg tror det vil være sagen for mange seniorer at kunne se sig selv i et fællesskab og dyrke nogle gode fritidsinteresser sammen i stedet for at sidde ene i eget hus, siger Allan Hansen.
Augusthaven består ligesom Hermanhaven af 60 kompakte boliger, hvor der ikke er meget plads at rutte med. Til gengæld har alle boligerne direkte udgang til en 1.200 kvadratmeter stor fælles, overdækket atriumhave. Her er der rigeligt med plads til at dyrke fællesskabet, sin hobby og måske en fælles køkkenhave. Når andelshaverne flytter ind, er der i atriumhaven cirka 400 planter og træer, der skal bidrage til det grønne fællesskab.
- I sidste måned besøgte jeg Ibihaven i Slagelse, hvor folk for længst er flyttet ind. Og selvom der var frostgrader i luften, så var der rigeligt lunt i atriumhaven, hvis man var iført en lun trøje. Og det er tydeligt at se at de folk, der er flyttet ind, det er nogle der vil fællesskabet, siger Allan Hansen.
Salget af de nye andelsboliger begynder torsdag den 10. marts, men allerede søndag er der åbent hus fra klokken 10 til 16. Du kan også komme forbi mandag og tirsdag i næste uge for at se en møbleret prøvebolig på Skovpibervej, som vejen kommer til at hedde.
Bonusinfo: Augusthaven bærer ligesom Hermanhaven navn efter byens berømte keramikfabrikant. Han hed nemlig Herman August Kähler.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
06:00 | Miljøbevidst motorsav |
00:01 | Lav din egen gratis flis |