

Se billedserie
To gange om ugen går 11-årige Angela Stengade Nielsen og hendes lillebror, Andreas Stengade Nielsen på ni år, til brasiliansk jiu-jitsu (BJJ) i Yo In Kan - Sydsjællands Kampkunstcenter i Næstved.
Det er der som sådan ikke noget usædvanligt i, mange børn går efterhånden til kampsport. Det usædvanlige er, at Angela Stengade Nielsen har vundet VM i to forskellige kategorier to år i træk - og ved samme stævner har lillebror taget samme antal bronzemedaljer.
De to beskrives som store talenter, men det er faktisk lidt af en tilfældighed, at de kom i gang med BJJ.
- Angela startede med karate, men det var ikke noget for hende. Så blev det BJJ i stedet. Vi meldte børnene ind, fordi de skulle lære at forsvare sig selv, hvis der en dag skulle ske dem noget. Det ville vi gerne give dem redskaberne til, forklarer børnenes far, Kristian Seegen.
- Vi vidste faktisk slet ikke, at man kan gå til stævner i det, tilføjer mor Dorte Stengade Nielsen.
Men det kan man, og derfor har familien været afsted til VM to gange og EM tre gange i engelske Wolverhampton. Det er her, det forbund, som de stiller op under, har hovedsæde.
For nylig var de til endnu et verdensmesterskab, hvor Angela Stengade Nielsen genvandt to guld-medaljer - både i kategorien med og uden udstyr på. Andreas Stengade Nielsen forsvarede også sine to bronzemedaljer med stævnet, der havde også 1600 deltagere fra forskellige lande.
- Det er sjovt og spændende at gå til BJJ. Jeg kan godt lide, at man kan tæve én, der er større end en selv, siger Angela Stengade Nielsen og bakkes op af lillebror Andreas:
- Man får alle sine aggressioner ud. Og så får man samtidig en masse nye venner. Mine skolekam-merater synes, det er sejt.
De to er ikke i tvivl om, at de gerne vil fortsætte med kampsporten i mange år endnu.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her