Genåbning af frisører, massører og langt flere elever tilbage på skolebænken skabte travlhed på teststederne første hverdag efter påske.
Køen snoede sig ned ad havegangen og videre ud på fortorvet ved kviktestcentret i Fensmark, hvor Falck har lejet sig ind i SuperBrugsen Fensmarks festlokale.
Midt på formiddagen tirsdag havde mindst 50 stillet sig i køen, som hele tiden vokser.
- Jeg har aldrig før set så lang en kø til kviktest her i Fensmark, siger en kvinde, som har taget sin datter med ned for at blive testet.
Det er udsigten til at komme en tur til frisøren, som har lokket så mange ud på den råkolde dag, mener et ældre ægtepar, som netop har stillet sig bagest i køen.
Ved alle Falcks åbne kvikteststeder i Næstved Kommune meldes der tirsdag om ventetider ud over det sædvanlige. Fensmark: 1 time og 30 minutters ventetid, Fladså Hallen i Mogenstrup: 60 minutters ventetid, Grønnegades Kaserne i Næstved C: 1 time og 15 minutters ventetid.
Region Sjællands PCR-testscenter på Grimstrupvej kræver tidsbestilling. Her må man vente to til tre dage på en ledig tid.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her