

Se billedserie

To kendte navne sætter i år ekstra kulør på Ekko Festivals line-up, efter festivalen de første tre år har været forbeholdt mindre, upcoming bands.
De kendte navne er ikke hevet ind udelukkende for at trække folk til, forklarer Peter Kjærulf Nielsen fra Ekko Festival.
- Det er også for at få noget, som de mindre bands kan strække sig efter, siger han til Sjællandske.
Singer-songwriteren Bo Evers, der slog igennem i 2014 med hittet »Fred« og året efter fulgte op med »Barry White« er det ene af to. Dem, der er mere til det fusions-jazzede vil formentlig nikke både genkendende og i takt til Mathias Heise Quadrilion, der siden 2012 har serveret jazz kogt sammen med elementer fra rock og funk. Bandet har turneret i meget af verden, men lander i starten af august i Tybjerglille.
Bands som Nicotine Nerves og One More Than 12 står for resten af den musikalske menu.
De mindre navne skal dog fortsat have mest plads på scenen.
- Vi fortsætter kursen med stort fokus på upcoming bands, men vi får lidt ekstra krydderi ind med de lidt mere kendte navne, siger Peter Kjærulf Nielsen.
Mens fokus er på de mindre bands stort set er uændret, så vil festivalen rent genremæssigt byde på noget mere blandede bolcher fra år til år.
- Sidste år havde vi doom-metal på programmet, og i år har vi noget spoken word med, og sågar også et 10 mand stort reggaeorkester, siger Peter Kjærulf Nielsen.
Festivalen, der hvert år siden 2016 har spillet i Peter Kjærulff Sommer og Jane Sommers landsted i Tybjerglille, ser ud til at have slået sig fast.
Knap var sidste koncert tonet ud sidste år, før festivalens genkomst i 2019 blev bekræftet.
- Vi synes, det har været et vildt godt arrangement, og jeg tør godt love, at der kommer Ekko Festival igen i 2019, sagde Thomas Poulsen fra festivalens styregruppe dengang.
Sammen med Peter Kjærulff Sommer spiller han selv i bandet »Vi er fædre«, der igen i år er at finde på plakaten til Ekko Festival. Musikken spiller fra 2. til 4. august.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her