
Det var en temmelig forvirret familiefar til to små piger, der onsdag formiddag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved. Den 44-årige var iført en blå kedeldragt og sorte badetøfler og vidste ikke helt, hvad han skulle sige til to fremmødte familiemedlemmer, da han blev ført ind i retslokalet.
Han spurgte om lov til at give dem et knus, men det nægtede de to civilklædte politibetjente. Herefter gik grundlovsforhøret i gang, og sigtelsen mod manden blev læst op.
Den 44-årige er sigtet for tirsdag omkring klokken 10.47 med en kniv at have påført sin kone et 20 centimeter langt snit i venstre underarm. Kvinden fik skåret senerne over i sit håndled og var i livsfare, men det lykkedes hende at undslippe fra parrets bopæl i det nordlige Næstved, hvor hændelsen fandt sted.
50 minutter efter episoden, som efter anklagemyndighedens vurdering er et forsøg på manddrab, blev manden anholdt. I retten gjorde hans forsvarer det klart, at den sigtede nægter sig skyldig.
Anklageren bad om lukkede døre af hensyn til sagens videre efterforskning, og den anmodning valgte dommeren at følge trods protester fra Sjællandskes udsendte. Dørlukningen blev begrundet med, at sagen stadig er i sin indledende fase, og at der mangler både afhøringer og genafhøringer.
Efter grundlovsforhøret stod det klart, at der var beviser nok til at varetægtsfængsle den 44-årige frem til 14. november. Hans kone blev indlagt på hospitalet med sine knivlæsioner tirsdag og samme dag meldt uden for livsfare.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her