

Se billedserie
Der er endnu en skulptur på vej langs havnepromenaen.
Søren Martinsen, akademiuddannet kunstner bosiddende nær Glumsø, er gået i gang med at lave en skitse, som skal munde ud i en skulptur.
Det er Skulpturpark Næstved Havnepromenade, der står bag alleen.
Foreløbig er tre værker stillet op. Knud V. Knudsens tre skibe med glasskår, tømmer og sten, som reference til erhvervshavnen, den autodidakte stenkunstner Kristian Nesgaards skulptur og den store jernskulptur "A Geometric Point of View" skabt af Ulrik Vintersborg.
Fælles for alle kunstnerne er, at de har tilknytning til Næstved og omegn.
Skulpturgruppen er løbet tør for penge, og går nu målrettet efter mere kendte navne. Som for eksempel Søren Martinsen, der ikke bare gør sig i at skabe kunst. Han står også bag NU GAlleriet på Maglemølle. Kendte kunstnere fænger bedre hos fondene, end de mere ukendte navne.
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst har givet et tilskud på 25.000 kroner fra puljen "Kunst i det offentlige rum".
Pengene skal bruges til honorar til Søren Martinsen for at lave et skitseprojekt til en skulptur, som han kalder "Fældet Træ". Skitseprojektet skal danne grundlag for at skaffe midler til finansering af den færdige skulptur.
Formålet for Statens Kunstfond med at give tilskud er at styrke kunstens rolle i samfundet og sikre nyskabende kunstopgaver af høj kvalitet, hvor professionelle billedkunstnere indgår aktivt i lokale sammenhænge.
I ansøgningen beskrives "Fældet Træ" som et ideforslag beskrevet som en ca. 2,60 meter lang skulptur i bronze eller keramik, som forestiller et fældet og opskåret træ. De 4-5 sektioner ligger i forlængelse af hinanden med et mellemrum som et opskåret træ i en skov i foråret. Den skal placeret på græsset langs havnepromenaden og kan bruges som bænk og udsigtspunkt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her