
Dansk Folkeparti i Næstved har længe talt for en lukning af det midlertidige asylcenter placeret på adressen Bag Bakkerne på Beredskabsstyrelsens grund.
Nu har det lokale byrådsmedlem Githa Nelander fundet ud af, at et stykke af jorden, som udgør teltlejren, rent faktisk er ejet af Næstved Kommune, der lejer den ud til staten.
- Kommunen modtager 2.000 kroner om måneden i leje for et stykke jord, der tidligere hørte til boldbanen. Aftalen kan opsiges med tre måneders varsel. Det vil vi nu arbejde for, så lejren kan blive flyttet til et andet sted, proklamerer DF'eren og fortsætter:
- Jeg tror ikke, at mange politikere i byrådet har været bekendt med dette lejemål. Det har ikke været godkendt i Økonomiudvalget, og jeg opdagede det tilfældigt, da jeg søgte aktindsigt i en anden forbindelse.
Githa Nelander regner med, at det bliver nemt at få forslaget igennem i byrådet.
- Jeg har lige læst, at et samlet byråd gerne vil have lejren lukket. Så jeg vil komme med forslaget, og så må de jo støtte op om det. Jeg vil tage det med i beskæftigelsesudvalget i første omgang. Så må vi se, hvor langt vi kan nå der, inden jeg rejser den i byrådet, siger hun.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her