
Coronavirus har for alvor fået sit tag i Kildemarkscenteret i Næstved. Mandag kunne Sjællandske fortælle, at 44 beboere og ansatte var smittet. I løbet af tirsdagen er yderligere en beboer og en ansat blevet testet positive. Det betyder, at der nu i alt er 46 smittede. Tre af de smittede er indlagt.
Tre af de positive er blevet bekræftet smittet med den særlige britiske variant, der er op til 75 procent mere smitsom end almindelig coronavirus.
Om resten af de smittede også er ramt af den særligt smitsomme variant, bliver ikke undersøgt yderligere.
Det fortæller direktør i Næstved Kommune, Jakob Bigum Lundberg.
- Vi har fået besked fra Styrelsen for Patientsikkerhed om, at vi skal forholde os som om, at alle smittede er ramt af den variant, der er meget smitsom, så det er vores udgangspunkt, siger han.
Han understreger, at meldingen ikke kommer til at gøre nogen forskel i forhold til, hvordan kommunen håndterer udbruddet.
Selvom smitten raser på Kildemarkscenteret, så har den heldigvis kun fat i én ud af centerets tre afdelinger, nemlig afdeling Ø4.
Det betyder, at raske beboere og beboere uden symptomer tirsdag kunne modtage vaccinestik nummer to mod corona.
I resten af kommunen har alle over 85 år, der bor i eget hjem, og som modtager både pleje og praktisk hjælp i hjemmet gennem Næstved Kommune, fået første stik, hvis de har ønsket det.
Jakob Bigum Lundberg ønsker ikke at kommentere, hvorvidt borgere, der kun modtager enten praktisk hjælp eller pleje burde være højere prioriteret i vaccinekalenderen.
- Det er ikke os, der skal vurdere det, siger han.
Næstved Kommune følger den vaccinationsplan, Sundhedsstyrelsen lægger.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her