
Endelig. Næstved Havn flytter væk fra bymidten.
Det står klart efter Byrådet forleden sagde ja til en historisk principbeslutning om udflytning af havnen.
Flytningen kommer ikke til at ske i morgen. Først skal der sættes gang til planlægningen og sendes ansøgninger til diverse myndigheder. Først derefter kan der laves en egentlig miljøvurdering.
Den ny havn kommer til at ligge på Karrebæksminde-siden af Svingbroen. Enten på Ydernæs-siden af kanalen eller den modsatte. Eller måske med en kaj på begge sider.
Den radikale byrådsgruppe anbefaler, at det laves en ny havn på Ydernæs-siden, som i forvejen er udlagt til røg, støj og møg. De mener, at det vil blive alt for dyrt at anlægge en kaj på Stenbæksholm-siden, hvor der er boliger og ingen veje gennem landskabet.
- Det vil blive svært og uforholdsmæssigt dyrt at lede den tunge trafik væk fra området, hvis der laves kaj på begge sider, mener den radikale Klaus E. Jakobsen.
Linda Frederiksen (S) glæder sig voldsomt over, at der skal siges farvel til erhvervshavnen, så der endelig kan komme skred i udviklingen af bymidten.
- Det her har jeg ventet på længe. Det er fantastisk, at vi beslutter at flytte havnen ud af centrum. Udflytning er en god løsning, og når man flytter alle de store skibe ud af bymidten, kan der blive plads til mindre både og måske et havnebad, siger hun.
Den ny havn vurderes til at komme til at koste i nærheden af 150 millioner kroner. Pengene skal Næstved Havn finde ved at sælge ud af arvesølvet - sommerhusgrunde i Karrebæksminde.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her