

Se billedserie
Dagligdagen som pædagog i dagens Danmark kan godt være presset. Mange børn og knap så mange hænder gør, at der ikke altid er tid til at arrangere det store. Sådan er det dog ikke torsdag, hvor 200 børnehavebørn fra forskellige institutioner i Næstved løber rundt på græsplænen iført ens t-shirts og forskellige kasketter. Der er smil og råb over hele linjen.
Det er dog ikke ren hygge, for legen er ikke uden mål. Det er femte gang, at der arrangeres Bamseløb i Næstved. Dagen starter med et kort bamseløb og efter det, er der arrangeret lege - alt fra torvtrækkeri til en tag-fat, hvor du befries ved at få en krammer. Alle legende har til formål at ryste børnene sammen, så der er mindre mobning i hverdagen.
- Jo bedre børnene kender hinanden, og jo mere de hjælper hinanden, desto mindre risiko er der for, at de er efter hinanden, siger Lisbeth Jørgensen.
Ved stikbold-posten løber nogle børn rundt. Tvillingerne Caroline og William B. Larsen på 5 har begge prøvet at blive drillet, og det var ikke sjovt.
- Man bliver ked af det, forklarer Caroline B. Larsen.
Hun er dog ikke i tvivl om, hvad hun ville gøre, hvis hun så nogle drille sin bror.
- Jeg ville sige »STOP«, siger hun bestemt.
Efter legende får alle børn et diplom og en medalje. I dag er alle vindere.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her