29. juli 2021
Seksårige Freja Nielsen prøvede speedway for første gang på en 50 kubik speedwaycykel. Med en erfaren hjælper på bagsmækken. Fotos: Anders Ole Olsen
gallery icon

Se billedserie

Seksårige Freja Nielsen prøvede speedway for første gang på en 50 kubik speedwaycykel. Med en erfaren hjælper på bagsmækken. Fotos: Anders Ole Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Benzinen bruser i børnenes blod

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Benzinen bruser i børnenes blod
Næstved - 19. juli 2021 kl. 14:41
Af Kristina Herlev Wulff

Lad os få det af vejen med det samme.

Ordet »speedway« er ikke det første, man forbinder med hjemmelavet chokoladekage, sirligt anrettede chokoladekiks og tøj med print af Disney-figurer.

Men glider blikket rundt blandt aftenens deltagere, så giver det hele mere mening.

De største er på højde med en fornuftig kontorstol.

De har deres forældre med.

De er med andre ord børn.

Og lad dig ikke narre af de lyserøde sko, der lyser festligt, når seksårige Freja Nielsen går. Eller Nicolai Coopersen grønne trøje med ananas på.

De her børn er her for at køre speedway.

Nicolai Coopersen i den grønne dragt tog spids i løbet med det samme, mens han søster jagtede førstepladsen fra sin position lige bag ham.

Freja skal på banen

Skyggen på den lilla »Frost«-kasket drejer sig langsomt, mens Freja Nielsen lader sine øjne glide hen over hylden med hjelme.

Hun hiver tænksomt i fingrene på sine grønne og grå låne-handsker.

Det er første gang, hun skal prøve at køre speedway, så det hele er lidt nyt.

Men hun er ikke nervøs.
- Det ser lidt sjovt ud, konstaterer hun smilende.

Inde på speedway-banen kører hendes lillebror med en voksen bagpå. Storesøsters øjne følger ham.

- Skal jeg prøve nu, far?
Lillebror har klaret det - nu er Freja klar.

De små kørere skulle lige et smut i pit for at få tanket op.

Børn med krudt i ræser af

Og det er netop børn som Freja, der er er grunden til, at klubben Glumsø Speedway har inviteret til mini-speedway for de fem til 10-årige på klubbens baner.

Så de kan prøve det.
- Vi vil gerne udbrede kendskabet til det, for det er superhyggeligt. Og børnene får en masse gode ting ud af det. Og vi kunne godt tænke os at have flere unge mennesker hernede for ligesom at holde liv i klubben. Og i sporten, siger Nicki Strandholdt, der er tidligere kører og bestyrelsesmedlem fra Glumsø Speedway

Mini-speedway er kommet i stand som en del af »Aktive Feriedage«, hvor foreninger og institutioner i kommunen inviterer børn til at prøve lige netop deres aktivitet.

Og på speedway-banen har det været en stor succes med mange børn til hvert arrangement.

Og det er en særlig målgruppe, der får mest ud af de små maskiner.

- Det er en rigtig god sport for børn, der har lidt krudt bag i. De får lov at ræse af her i trygge rammer, siger Nicki Strandholdt.

En god sport for alle

Freja har placeret et ben på hver side af den lille maskine. Hun stikker lydigt sin hånd ind i en lille løkke, der bliver rakt frem mod hende.

Hvis hun bliver bange, skal hun bare rykke i løkken.

- Og så kører vi bare stille og roligt, lyder det beroligende bag hende.

Under de lyserøde sko glimter små lys festligt, mens hun presser sine fødder ind mod maskinen og ruller ind på banen.

Og det er netop piger som Freja, de håber at tænde en gnist hos i klubben.

- Selvfølgelig kræver det en god fysisk form, men piger kan gøre det lige så godt som drenge, understreger Nicki Strandholdt.

De små deltagere har været omtrent lige mange drenge og piger.

Ifølge Nicki Strandholdt flugter det meget godt med det generelle billede i sporten.

Her er der faktisk begyndt at komme flere piger på speedwaybanen, mener han.

- Her er der ikke noget med, at drengene har en fordel, når de bliver større. Det har de ikke. Så det er en god sport for begge køn, påpeger Nicki Strandholdt.

Nicolai Coopersen er ti år og har mottoet »Pokal eller hospital«. Han sigter mod verdensmesterskabet.

10 år og ekspert

- Hvis du vil vide noget om maskinerne, så skal jeg nok fortælle dig det. Jeg ved næsten alt om maskinerne.

Nicolai Coopersen er ikke en dreng, der sætter sit lys under en skæppe.

Solbrillerne er kækt placeret i det lyse hår. Smilet er skævt. Tyggegummiet bliver grundigt bearbejdet.

Og hans grønne bluse med print af underfundige ananas afslører, at nok er det her en vidende herre.

Ham, du gerne vil have på dit hold til Trivial Pursuit, når der bliver trukket spørgsmål til en ost om speedway op af æsken.

Men han er altså bare 10 år gammel. Og en sand fontæne af informationer og viden om maskinerne.

- Jeg ved, hvordan man skiller luftfilteret. Tager baghjulet af. Jeg ved, hvordan man renser bremser. Og jeg ved, hvordan man samler det hele igen, opremser han alvorligt.

10 år og med kurs mod VM
Nicolais ambitiøse motto

Nicolai Coopersen er ikke en af de tilmeldte børn. Han er fast kører som en del af en speedway-familie.

Han har allerede vundet flere præmier. Og det er noget af det, der tiltrækker ham ved sporten.

- At man kan vinde mange ting. Både præmier og alt muligt, forklarer han.

Inde på speedwaybanen har han lige givet noget så eftertrykkeligt baghjul til blandt andet sin lillesøster og sin egen far i en lille opvisning.

Heldigvis.
- Jeg plejer bare at sige: pokal eller hospital. Det er mit motto, siger han med et skævt smil, der ikke efterlader nogen tvivl om, at han skam mener det.

Som et punktum rækker den ambitiøse kører sin arm frem mod sin mor.

- Hjælp mig lige, beder han med henvisning til køredragtens ærme.

Ingen verdensmester er jo sejret uden hjælp fra gode folk omkring sig.

Fireårige Frederik Nielsen prøvede at køre på en lille speedway-cykel. Og der var ingen tvivl om, hvad han synes, var det sjoveste: at få lov at styre gassen selv. Og give den fuld gas.

Lillebror gav den gas

Freja Nielsen og lillebror Frederik kommer ud fra omklædningen.

Frederiks hjelm er igen udskiftet med den røde og sorte »Spiderman«-kasket, mens Freja har taget sin lilla »Frost«-kasket ud over håret.

Nu har de begge fået to ture rundt på banen.

- Det var sjovt. Så fik jeg også to gange, siger Freja med et smil.

Også lillebror er begejstret - han fik nemlig selv lov at styre gashåndtaget.

Så direkte adspurgt, hvad det sjoveste var ved turen, er der kun et svar: et stort smil og en knyttet højrehånd, der drejer i luften. Simulerer et gashåndtag. Der er trykket helt i bund.

Og ungernes entusiasme kan godt gå hen at betyde, at familien Nielsen nu skal til at skrive »speedway« ind i familiekalenderen.

- Det er jo noget, familien skal engagere sig i, konstaterer Ingemar Nielsen, der er far til Freja og Frederik.

Børnene fik lov at prøve kræfter med både maskiner og udstyr under kyndig vejledning.

Vi ses i Polen

Bag søskendeparret har Nicolai Coopersen trukket en stor, sort værktøjskasse på omtrent halvdelen af hans egen højde, hen til maskinen. Han knæler ved siden af den.

- Jeg er i gang med at rense et leje, siger han.

Ikke fordi han har fået besked på det. Men fordi hans trænede øje har spottet, at det her leje er blevet beskidt.

Han holder det hjælpsomt op og lader sin finger beskrive en cirkel over lejets hulning for at vise, hvor snavset sidder.

Man bliver jo ikke verdensmester, hvis man ikke arbejder for det. Og det gør Nicolai.

- Det kan være, min far kommer sent hjem fra arbejde, og så kan jeg nå at samle den. Skille og samle.

Så han går efter trofæet. Det trofæ. Som han kan hæve i triumf. Der viser, at han er verdensmester.

- Men det kan godt være, det bliver i Polen, påpeger han fornuftigt.

Om ti år.
- Plus minus, tilføjer han eftertænksomt.

Dog.

De olympiske lege i Tokyo er igang. Hvor meget OL-guld regner du med vil blive uddelt til de danske atleter?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk