

Se billedserie
Inge og Bent Hansen havde lige købt lavendel og kom med hunden i snor, da de tirsdag dumpede forbi Region Sjællands omrejsende testcenter i Karrebæksminde.
- Hvad sker der her?, spurgte ægteparret.
- Vi tester for corona. Kom bare ind, lød svaret fra personalet i den stride blæst på p-pladsen ved Enø Grill.
Test i strandsandaler
Det behøvede de ikke at sige to gange. Bent Hansen slap både hund og lavendel og gik ind i det ombyggede folkevognsrugbrød, hvor testpersonalet stod klar med podepinden.
- Det er godt nok nemt det her. Meget nemmere end sidste gang, hvor jeg blev testet på sygehuset, fortæller den 76-årige pensionist fra Ringsted med sommeradresse på Enø.
Inge Hansen ville også være med, og to minutter senere kom hun ud af bilen - en testerfaring rigere.
- Det har jeg aldrig prøvet før - ikke siden jeg fik fjernet mandlerne, lød det fra Inge Hansen, der om få dage formentlig kan erklære sig smittefri for Covid-19.
Cpr er nok
De mobile testcentre i sommerlandet skal gøre det så nemt som muligt at tage en test for Covid-19. Derfor behøver du kun et sygesikringskort - og har du glemt det, så pyt. Det vigtigste er, at du får taget testen, lyder budskabet fra regionen.
- Bare du opgiver dit cpr-nummer, så finder vi ud af resten, siger specialkonsulent Rikke Strunz Pedersen.
Testcenteret ruller til Karrebæksminde hver tirsdag og fredag mellem klokken 10 og 14 som en del af den nationale strategi for massetest af befolkningen. Fremmødet var pænt, og danske såvel som udlændinge bliver tilbudt test for Covid-19.
Sydpå
Danskere, der tager testen, får svar på hjemmesiden sundhed.dk, mens udlændinge vil blive ringet op, hvis de konstateres positive for Covid-19.
Udover Karrebæksminde ruller folkevognen også til Feddet i Faxe, Stege på Møn, samt Marielyst og Lalandia på Lolland-Falster.
I den nordlige del af regionen vil der være mobile testcentre i Holbæk, Kalundborg og Nykøbing-Rørvig.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her